Vejen til det sikre Wet Exit - Vandtilvænning for havkajakroere
Et godt og sikkert "Wet Exit" i en kajak kan trænes trin-for-trin. Målet er at vænne dig til vandet, og at du bliver tryg ved at frigøre spraydecket og komme ud af kajakken under vand.
Opskriften her bruger jeg selv på f.eks. IPP2 kurser i sommerhalvåret, og den er gearet til at en instruktør kan håndtere en gruppe af kursister der øver samtidigt.
Målgruppe: Nybegyndere der skal lære et trygt wet exit med spraydeck på
Rammer: Beskyttet trygt vand, gerne med ren sandbund, og et sted hvor du kan bevæge dig mellem lårdybt vand og svømme-dybde på kort tid (max. 5-10 meters svømning)
Tid: ca. 30 minutter
Udstyr: Spraydecks, havkajakker, påklædning efter vandtemperaturen.
Deltagere: Dem der skal træne vandtilvænning samt en instruktør/assistent der kan hjælpe og være sikkerhedsbackup.
Frem til øvelsen her er gennemført, er det min generelle tilgang at kursisterne bør ro uden spraydecket monteret. Skulle der ske en kæntring, kan de umiddelbart skubbe sig ud af kajakken uden større besvær.
Trin for trin:
- Svøm og rul kroppen rundt i vandet med rotøj på. Blæs bobler med ansigtet i vandet. Kort sagt: Bliv våd over alt, uden at sidde i kajakken.
- Kravl oven på kajakken og sid på bagdækket - vælt i vandet og hold fast i kajakken.
- Sæt dig op i kajakken med benene ude af cockpittet - kæntre og skub dig ud i vandet og hold fast i dækslinerne
- Sæt dig i kajakken med benene i cockpittet og knæene frit - kæntre og skub dig ud i vandet og hold fast i dækslinerne
- Sæt dig i kajakken med benene under lårstøtterne - kæntre og skub dig ud i vandet og hold fast i dækslinerne
- Sæt dig i kajakken og monter spraydeck imens du er på lavt vand.
- Luk øjnene og tag spraydecket af: Hænder på cockpitkarm, følg cockpitkarmen fremad og find stroppen. Træk FREM og OP. Gentag tre gange med lukkede øjne. Du skal vænne dig til at lave den her bevægelse uden at tænke over det.
- Monter spraydecket og ro ud på dybt vand, få øjenkontakt med din instruktør/assistent og kæntre, tag spraydeck af og skub dig ud i vandet
- Svøm tilbage på lavt vand (5-10 meter) og gentag Trin 8, tre gange eller mere.
Tips til deltagerne:
- Generelt gentages alle punkterne efter behov - men sørg for mange små skridt og styr selv tempoet, så længe du kan blive ved uden at blive for kold eller træt. Programmet bør kunne køres igennem på max. 30 minutter.
- I trin (5) og (8) kan du øve dig i at løse en lille opgave under vandet inden du skubber dig ud af kajakken: Klap bunden af kajakken tre gange, lav dykkernes "OK" tegn (cirkel med tommel- og pegefinger) eller noget andet, for at vise din instruktør at du afslappet med at være under vandet.
Tips til instruktøren:
- Som instruktør, kan du med fordel selv gennemføre øvelserne trin for trin for dine kursister, så de har set hvad der skal ske og at det er udramatisk.
- Som instruktør/assistent skal du være særligt fokuseret på den enkelte deltager i punkt 8. Vær tæt på, hav øjenkontakt og vær klar på at ro/svømme hen og nødudløse spraydecket eller lave en hand-of-god redning. Det er sjældent det bliver nødvendigt, men du skal være skarp!
God arbejdslyst med vandtilvænningen - en vigtig del af den grundlæggende kajaktræning!