Dag 8: At lande lige tilpas
Hvordan lander man den ottende – og turens sidste – dagstur, efter 7 dage med fuld knald på? Det regner og er tåget, trætheden begynder at komme snigende, der er et lavtryk under opsejling. Når vi kommer af vandet, skal alt grej pakkes sammen til færge- og flyrejsen hjemad.
Udfordringen i dag, er at vi skal ned i gear, uden at dagen bliver et antiklimaks. ”Lige tilpas” med udfordringer, spænding og intensitet. Heldigvis har vi friheden til at flytte os efter vejret. Det er bonussen ved at bo på vandrehjemmet og tage turen til og fra vandet hver dag. Den frihed ville ikke være der på en langtur med teltovernatning og trangia-mad. Hver ting til sin tid.
Turplaner, kort og tidevandstabeller var spredt ud blandt rundstykker, frugt, scrambled eggs og kaffekopper. Her den sidste dag spiste vi lidt ekstra godt i buffet’en på hotellet ved siden af vandrehjemmet. Vi tillod os at bruge lidt ekstra god tid på at komme i gang med dagens program, som Vibeke, Henrik, Einar og Maja stod for at planlægge.
Fem ideer blev reduceret til tre, som derefter blev til én færdig plan. I denne ”nedskydniningsproces” hjælper Jesper og Jeg lidt til. Først ved at hjælpe med at finde på en masse forskellige tur-ideer. Derefter, ved at udfordre dem. Hvad gør tidevandet? Hvad nu hvis strømmen ikke opfører sig helt som forventet? Hvis vi bliver forsinkede? Hvis vejret ændrer sig til den hårde side? Hvis en kajak eller andet grej får en skade? Hvordan er gruppens energiniveau, og tidsplanen for resten af dagen?
Den endelige turplan er i bund og grund ret simpel, men de mange ”mellemregninger” der laves på vejen, skaber en god forståelse for tankeprocessen. Det handler om at destillere informationerne til en overskuelig plan der har en indbygget buffer, en vis margin i tid og hvor hård roningen bliver – i forhold til hvad vi som gruppe kan håndtere. I starten tager det vildt lang tid – der kan gå måske 1-2 timer med at gennemoverveje en plan. Senere, når rutinen er der og man kender området og deltagerne, kan de samme beslutninger træffes temmelig meget hurtigere.
Med kajakkerne i vandet ved Velbastaður’s lille slæbested, strøg vi hurtigt sydpå langs kysten forbi Gamlarætt og Kirkjubøur, til sydspidsen af Streymoy. I starten fik vi et skub i ryggen, der var godt med medstrøm, der stille og roligt tog os hen mod strømskiftet først på eftermiddagen. Den havde turplanlæggerne regnet ud, så vi fik hjælp af strømmen både ud og hjem. Maja og Vibeke var i turleder-rollen på vej sydpå, og efter spisepause i Kirkjubøur tog Henrik og Einar over på turens sidste del.
Inde under land var der læ for vinden, men bare 100 meter fra kysten, ramte den ned over de skrånende fjeldsider og ud over vandet. Et par gange var vi ude at smage på den hårde vind, og vi endte ret hurtigt med at søge tæt på land igen, selv om strømmen længere fra land måske ville have hjulpet os hurtigere fremad. Hele ugen har vi roet rundt, uden at lave huller i kajakkerne, så vores lappegrej lå ganske ubrugt tilbage.
Som den sidste juice i citronen, fik vi smidt et par øvelser ind i lapning af fiktive huller i kajakskrog. Det skulle jo prøves – ude på vandet. Der kom også et par gode erfaringer ud af det: Blandt andet at visse typer lapper klæber bedre end andre, at et to-personer sjak kan løse opgaven mindst lige så hurtigt som hvis der er flere. Og noget der skal arbejdes videre med: At sætte en nødlap på, mens roeren i den hullede kajak stadig sidder i cockpittet. Ofte kan det lade sig gøre – og brugt rigtigt, vil denne løsning kunne spare en hel del tid og fjerne meget af det besvær der ligger i at skulle kravle over på makkerens kajak. Spot on efter tidsplanen var vi på land igen – et godt stykke arbejde fra turlederholdet!
Fra regn, til gråvejr, til en afslutning i solskin. Sikken en finale, hvor mange fra holdet tog en frisk, 8-grader-varm hav-dukkert. Med varmen i kroppen og gode tur-minder, kørte vi til vandrehjemmet, spiste en mættende (og for nogles vedkommende HOT) gryde chili con carne, og pakkede bilen til hjemrejsen. Det var vi færdige med ved 10-tiden, og da var første deltager allerede sendt med fly hjemad Resten af holdet ventede på færgen til Hirtshals senere samme nat – eller tog et par dage mere til oplevelser på Færøerne.
