På tur med tre lokale kajakroere, som har trænet til IPP3-niveauet. I dag var deres prøvedag – se videoen her for en forsmag:

Det danske IPP3 niveau er ved at finde vej ind i Færøsk kajakroning. Det sidste halve år har en gruppe færøske kajakroere deltaget i fjern-undervisning gennem IPP3 Mastermind forløbet, og tidligere på sommeren havde vi fællestræning hvor vi fik sat flere detaljer på. 

Tre fra holdet var med til IPP3 prøven, som blev arrangeret på deres hjemmebane, i lokalt vand. Vi havde egentlig forventet en dag med op til 7-8 m/s vind, men den lod vente på sig, så vi måtte finde kreativiteten frem for at gennemføre prøven i de rigtige forhold.

En af de ting der gør Færøerne til et fantastisk sted for kajakroere, er at på en hvilken som helst dag, kan man finde vand der bevæger sig. Der er strøm, bare man leder lidt efter det. Der er næsten altid en lille baggrunds-dønning fra Atlanterhavet, bare man bevæger sig tæt nok på klipperne kan den mærkes. Så det var løsningen: Vi roede tæt på klipperne og timede dagens program godt, og dermed fik vi gennemført en god prøvedag i vandforhold, der absolut var IPP3 værdige. Til tider, i den helt høje ende af skalaen.

De danske tur-deltagere var med som hjælpere og observatører, blandt andet til at vurdere vandforholdene. De var ikke til prøve, men fik det udbytte med at have deltaget i planlægningen af dagen, og set “bag kulisserne” hvordan prøven kører. God erfaring, til dem der skal videre som Instruktør-3’ere på et tidspunkt. Og selvfølgelig slap de heller ikke helt – de fik også lov at lave selvredninger i dagens største bølger, fordi det er god træning!

Resultatet?

Det taler vel for sig selv: 

Efter en velafsluttet prøve, roede resten af teamet en times kystnær tur til Tórshavn, imens jeg debriefede dagen med prøvedeltagerne. Efterfølgende fik vi samling på alt grejet, skyllet og hængt til tørre, og så var det tid en kort by-vandring i gaderne omkring Tinganes, hvor det færøske folkestyre har base. Efter vandreturen var der opbygget en rigtig god appetit, som blev stillet på bedste vis på “Toscana” – virkelig god, mættende italiensk mad, og hyggelig stemning.

Samlet set, en travl dag hvor vi maksimerede tiden på vandet og oplevede de store forandringer i strøm- og bølgeforhold hen over dagen på første parket.