Træf-nyt: Lillebælt i septembersol
Et træf for Kajakenergi er noget særligt hver gang. Den første september-weekend i år var vi samlet igen. 30 deltagere fra hele landet stimlede sammen tæt på vandet i Lillebælt, satte teltene op og skabte sammen et hyggeligt, inspirerende og lærerigt kajaktræf.
De små træf jeg har lavet for Kajakenergi-medlemmerne er typisk på 30 deltagere, med plads til social hygge, snak, oplevelser, workshops og ture. Til dagens morgenbriefing møder en lille flok ind med løbesko og lidt ekstra røde kinder, og nogle med vådt hår: Det er flokken der har været ude til morgenmotion og havbad. Tilmeldingslisterne til dagens aktiviteter bliver gennemgået og kort efter er folk afsted på ture, workshops og træning. En del af dagen kører som to separate aktivitets-spor, så der kan skiftes mellem forskellige aktiviteter.
Her er nogle udvalgte højdepunkter fra en weekend med det mest fantastiske september højtryks-vejr.
Natroning og morild
Solen går ned over Lillebælt og vi samles på stranden i Føns Vig med tændte pandelamper og markeringslys på kajakkerne. Tællerunden på vandet fortsætter helt til vi er 20 deltagere der tager på tur. Snakken går, tempoet er til hygge snak.
Aftenmørket sænker sig, pagajen sætter i vandet, tiden flyver og kilometerne tikker ind. Min hjerne falder til ro efter en travl dag med transport og opstart af træffet. De første deltagere har allerede grebet muligheden for at prøve nyt grej: Her er Lene i gang med første tur i Tiderace Pace18 - andre fik byttet pagaj og gjort sig nye erfaringer.
Det bliver mørkere nu. Gnistrende hvidgrønne stjerner i vandet skaber begejstrede råb og smil - der er morild! En af de fantastiske oplevelser som kun fåes i nattemørket og er noget helt specielt i kajakken. Oplevelsen bringer mig tilbage til første gang jeg selv roede i nattemørket og morildens magi åbnede sig. Fantastisk at ro på et hav af små stjerner!
Mørkere endnu - men trygt tilbage ved stranden, tæller vi en sidste gang til 20: Alle deltagere er med, fredag aftens nat-tur er ovre.
Pauserne og det sociale
Cirka tre fjerdedele af deltagerne har været med på træf tidligere. Der er glædelige gensyn og mange tur-historier som skal udveksles. Pauserne midt på dagen er vigtige - her er vi på Fænø Kalv - kaffe i kopperne og friske, sødlige brombær fra øens brombærkrat bliver spist og bragt med hjem til senere på dagen.
Også ved den gamle Lillebæltsbro var der tid til pauser midt i dagens tekniktræning i strømmende vand:
Lørdag aften og tid til det store sammenskudsgilde hvor alle deltagere medbringer mad. Her er der garanti for stor variation og nye smagsoplevelser, et koncept der bringer deltagerne over i det kreative hjørne. Tak for maden, allesammen!
Henrik Stendorf fortæller:
Efter længere tids kajak pause så var det rart at komme på og i vandet.
Specielt er det fedt at der kommer nye medlemmer, der faktisk er en del yngre.
Kæmpe plus det giver ny energi og liver op!
Fedt sted, fælles spisning med deling af mad - det var en super god ide!
Turoplevelserne
Intet træf uden ture. Denne gang var målet Fænø Rundt lørdag og Bågø søndag. To vidt forskellige typer vejr at starte ud i: Sol og varme i Middelfart Lystbådehavn da vi satte afsted syd om Fænø:
Søndagens hold til Bågø-turen startede i mere tåget vejr, men sluttede i opklaring og solens varme:
Det strømmende vand
Lillebælt tæt på og en gunstig strømprognose trak i mange folk, der blev gået til stålet og trænet teknik i strømmende vand under den gamle Lillebæltsbro. De erfarne var klar til at dele viden og tips med de nye - tak til 2 x Henrik for at tage teten på at være workshop-ansvarlige og guide folk ud i strømmen på bedste vis!
Stille vand ved bredden men lige der ude ved bropillerne strømmer vandet forbi og byder op til leg i de eddies (steder med læ for strømmen) der bliver skabt bag hver bropiller. Hop videre til næste bropille, så er strømmen lidt anderledes: Kraftigere eller mildere. Opmærksomheden er på arbejde og glæden er stor når manøvrer, rul og redninger bliver prøvet og fungerer!
Helle Drabøl skriver:
Tak for et godt træf- fedt at mødes med andre engagerede kajakroere hvor lysten til at lære nye vinkler på kajakroning er stor.
Vi var 32 engagerede kajakroere fra hele landet,
samlet ved Føns Vig hvor vejret viste sig fra sin bedste side.
Tue havde lavet et spændende program med mange forskellige ture og workshops.
Hvis man kan følge Tues tempo og energi var der faktisk mulighed for hele 5 aktiviteter - mellem kl 7.00 til 22.30- så der var virkelig mulighed for at få noget med hjem, som man kan arbejde videre med.
Personligt synes jeg at fremadroningen er mega spændende at fokusere på- dels at være opmærksom på sin egen stil, og dels få sat ord på de enkelte elementer i fremadroningen.
Området ved Føns Vig og Lillebælt er super lækkert, god mulighed for ro ture og let at komme til den gamle Lillebæltsbro hvor der er spændende strømmende vand.
Den store sammenskudsbuffet, hvor mange småretter står mellem hinanden og venter på en sulten kajakroer, er et super hyggeligt element i Kajakenergitræffet, og igen i år var der masser af mad, og indtil flere muligheder på dessert.
Nogle laver mad der er hurtigt at tilberede, nogle har lavet en del forarbejde hjemmefra, nogle laver vegetarretter, nogle vælge kødretter, al maden er lækker mad, og det bedste et at alle har gjort en indsats for bidrage til fælleskabet omkring buffeten.
Alt i alt en virkelig god weekend hvor vi hyggede os, lærte noget nyt, og mødte nye kajakroere, der også havde lyst til at udfordre sig selv.
1000 tak for arrangementet!
Mvh Helle
Workshops og viden
Et fast indslag på Kajakenergi-træffene er at jeg griber muligheden for at dele viden med deltagerne. Nye workshop-temaer bliver afprøvet, og gruppen af deltagere møder nysgerrigt op. Fuldt fokus, for hver workshop er kun på halvanden time. På dette september-træf stod den først på en navigations-workshop, hvor vi særligt satte fokus på “dead reckoning” eller på dansk “bestiknavigation” som udfordrer os i at bruge kompas og ur til at ro baner. Der blev tænkt så det knagede.
Formiddagen bliver lunere - navigationsworkshoppen er i mål og vi samle påny: Nu er overskriften fremadroningens biomekanik. Hvordan vi forankrer pagajbladet bedst muligt i vandet som ankeret vi flytter kajakken forbi. Gennem eksempler og øvelser finder vi de biomekaniske faktorer der skaber fundamentet i fremadroning, og tilføjer de pagaj-specifikke elementer ovenpå det. Alle på vandet i to-personers grupper for at afprøve og gøre sig erfaringer, bytte pagajer og mærke forskellen.
Søndag morgen er jeg samlet med et hold til workshoppen “Fra Drøm til Virkelighed”. En workshop der handler om at ro kajak og fortsætter til at være meget mere: Kajakken er et fartøj der lader os udleve og nå drømme - så hvordan ser drømmen ud, hvordan føles den, hvad er målet og hvad kan vi gøre nu og her for at nærme os den? Gode timer med direkte brugbar sparring for den enkelte deltager og hvor jeg glæder mig over at mærke tilliden i gruppen!
Anne Mette fortæller:
Der oser af kajakenergi i en positiv og åben atmosfære. Alle er dedikerede, dygtige og interesserede i at lære mere. Det er fedt at være i en sammenhæng, hvor der er en form for fælles bevidsthed og et niveau, hvor mange ting ikke behøves at siges, men er selvfølgelighed.
Gode workshops. Fedt at være I strømmen, gode input til at forstå fremadroningen, både i egen udvikling og til instruktion, dejlig rolig afslutning med rulleseance.
Tak for et supergodt træf!
Der kommer flere træf og ture i Kajakenergi, for dig der vil være med i et landsdækkende fællesskab der handler om at blive dygtigere kajakroere. Du kan deltage i træffene og den andre aktiviteter så snart snart du er medlem. Se mere her om hvad Kajakenergi er - og velkommen i fællesskabet.