Mors Rundt i kajak: 102 km på 21 timer

Mors Rundt 24h 005

Det er uundgåeligt: Hver gang jeg er ved vandet i Glyngøre falder blikket på Mors. den modsatte bred af Sallingsund og Limfjordens største ø.

Sidst jeg roede rundt om Mors i kajak var en overnatningstur i påskedagene i 2010, med to gode venner. Den gang tog vi os tid til to nætter i telt og en shelter-overnatning, og vi havde en fænomenal god tur på lige over 100 kilometer.

Nu her denne sommer var chancen der for at gøre det igen, med en ny vinkel:

Hvor hurtigt kunne det gøres? Ville jeg være i stand til at få mig selv rundt i god stil på under 1 døgn, solo og uden at køre mig selv fuldstændigt ud, uden at gå på kompromis med overskud og sikkerhed?

Kalenderen siger onsdag 19. juli 2023 - nu skulle den have et forsøg, solo og med tempo på!

Start i Glyngøre og med uret rundt

Den pakkede kajak blev trillet ned til stranden på en vogn midt på dagen, og jeg skubbede fra stranden i Glyngøre med kurs mod sydvest, under Sallingsundbroen. Trykkede start på GPS-uret, klokken var 13 - game on.

Jeg vidste godt at første stræk af turen ville blive i varierende grader af modvind - det blæste 6-7 m/s fra vest med vindstød over 10 og vinden ville tage til. I starten, ikke så slemt endda og jeg nåede Sillerslev Havn uden den store kamp. Op for at holde pause og kunne jeg ikke dy mig for at hapse en softice i havnens restaurant. Et hurtigt kig på vindprognosen og vindens hylen i de klaprende skibsmasterne afslørede at de næste 20 kilometer ville blive i en ret strid modvind og modstrøm ind til jeg nåede Nees Sund.

Mors Rundt 24h - Sillerslev Havn

Nå, men det var jo bare med at køre på: Rojakken på og en tør trøje, og frem med wingpagajen. Nu blev der brug for at tage fat, og jeg vidste godt at den her strækning vil komme til at smide noget vand i ansigtet på mig: Når stævnen på Tiderace’s Pace18 klapper ned bag ved en bølge, dykker den nogle gange lige dybt nok og vandet skyller ind over dækket og videre op i ansigtet, så det blev jævnligt til saltvandsskyllere, og vinden tog bare til og til og til.

Det var med godt lange arme og appetit på aftensmad jeg gik i land ved Nees Sund, fandt læ bag nogle buske og fik kogt vand til en gang mad og kaffe. Depoterne blev hurtigt fyldte, ny tør trøje kom på og humøret var højt da jeg satte fra land netop som en regnbyge skyllede ind over. Tunge mørke skyer lurede ude i horisonten mod vest, men endte med at trække syd om.

Uret sagde 19:00, 6 timer siden start. Jeg roede nordpå - næste mål Vilsund, og med ny pagaj i fingrene: Gram Kajak’s 9200D grønlandspagaj var flyvende i aftensolen. Efter et par kilometer indfandt det lydløse canted stroke isæt af bladene sig rigtig, og der kunne leges med at fange små surfbølger på en del af turen. En helt anden følelse end Epic’s mid wing, der havde trukket læsset afsted fra Sillerslev til Nees Sund i modvind.

Mors Rundt 24h 006


Vilsund blev nået ved 22-tiden. Ind her til et hurtigt pitstop og klargøring til natten. Shorts blev skiftet ud med longjohn, ny tør trøje på og den varme hue kom også frem, for med mørkets frembrud vidste jeg at det også ville blive koldere. Genopfyldning af vanddunkene og pandelampen på hovedet, så var jeg klar til at give Thisted Bredning et skud. Som et sidste træk fandt jeg wingpagajen frem igen - der var brug for et driftsikkert, hurtigt tempo nu.

Det blev super fedt, og efter mørkets frembrud var jeg ude midtvejs hvor bølgerne byggede mere op. Sommernattens lyse himmels genskin i vandet og en 6-8 m/s vind i ryggen gjorde det til en fest. Stjerneskud på himlen, bølger der kunne surfes, og turens hurtigste kilometer blev tilbagelagt her. På de 3-4 midtvejs pauser med noget at drikke og et tjek på navigationen, var jeg så glad for stabiliteten i Pace 18’eren - skønt at sidde her ude midt på vandet med en helt tryg balance.

Hen efter midnat blev det for alvor mørkt og Feggesund færgeleje på Mors blev nået kl. 01:00. 12 timer, 73 km. Nu var der virkelig god appetit, hovedet var træt, og i tiltagene vind og regnbyger blev jeg hurtigt enig med mig selv om et lidt længere pitstop: Frem med turkøkkenet, koge vand, lave mad, skifte tøj og rulle soveposen ud. Efter en times tid var jeg fodret af og klar til 2 timer på langs under læskurets halvtag - alarmen på uret sat til kl. 04:00, og kroppen faldt hen i en let, men tiltrængt søvn.

Yiiiiir, Yeiiiiiir, Yeeeiiiiiiiir! Mågerne nåede det før vækkeuret: I morgengryets første lys begyndte de at cirkle rundt om havnen, deres skrig vækkede mig. På den igen. Den sidste tørre trøje i oppakningen kom frem, våddragten der stadig var våd, rojakken på, og en hurtig genopfyldning af temokanden - på under en time var jeg på vandet, og smuttede rundt om sandbankerne og græsholmen, for at sætte kurs mod Glyngøre.

Mors Rundt 24h 002


Med stævnen sydpå kom Livø kom til syne, så Fur i den flotteste solopgang, og til højre, Feggeklit og klinterne nord for Ejerslev Havn. Et hurtigt stop på land i Ejerslev for at hilse på Tonny fra Odense, der var på vej Mors Rundt, bare den anden vej, og havde overnattet i shelter ud til vandet, og så var resten af turen til at overskue: Det sidste længere kryds over Dråby Vig blev i regnbyger og vind, så inden det startede, greb jeg chancen for et sidste stop på Buksør Odde hvor en flok fredelige køer stod i baggrunden og gumlede græs, imens jeg guffede en portion havregrød og drak en tår kaffe og energidrik.

Derfra var det bare afsted på opløbsstrækningen, de sidste 13 kilometer til Glyngøre. Fødderne ramte stranden klokken 10, efter 102 kilometer på 21 timer. Fantastisk tur, og så var det bare at læsse kajakken på vognen og trække den op ad bakke. Op mod et varmt bad, et sæt tørt tøj, noget mad og en lur. Lige der var smilet ekstra stort, og en solid regnbyge hjalp med at skylle indtørret salt af ansigtet.


Fakta om turen

  • Kajak: Tiderace Pace18

  • Pagajer: Epic Mid Wing (ca. 45 km), Gram 9200D (ca. 40 km), Kajaksport Inuksuk (ca. 17 km)

  • Samlet distance: 102 km

  • Tid: 21 timer, fra kl. 13 til efterfølgende dag kl. 10 - heraf 14 timers roning og 2 timers søvn.

  • Vejr: 5-9 m/s middel-vind fra vest, sol, skyet og til tider regnbyger. Temperatur 12-16°C.

Mors Rundt 24h 004


Efterslukning og restitution

102 km i kajak er end god sjat mere end jeg normalt ror på en lang dagstur. Det kan mærkes! Efter så lang en distance og mangel på søvn var det klar at der var blevet tæret på kræfterne. Ja, kroppen føltes til tider træt men jeg var ikke ude i kriser eller dårlige beslutninger under turen. Energien var god, også til at danse gennem bølger på de sidste to kilometer. Men det være sagt, så vidste jeg udmærket godt at der skulle solid restituering til efterfølgende. Jeg forestiller mig det ville have været svært at gentage præstationen én dag mere uden at tømme tanken helt.

De første 12 timer efter jeg kom i land blev der virkelig spist, drukket, sovet og ellers lavet meget lidt. Kroppen hungrede efter kulhydrat og protein, og Dagen derpå var musklerne mærkbart ømme. En 20-minutters gang let ergometerroning i langsomt tempo hjalp med at løsne dem op. Hænderne er mærket af lidt vabler, men allerede efter et par dage er de ved at være væk igen. To døgn efter var der stadig en smule mere appetit end normalt, men ellers er alt ved at være normalt igen.

Den måske største eftervirkning er let sovende fornemmelse i mine baller - de mange timer i sædet er mere end min bagdel er vant til, og Pace 18’erens lidt hårde skumpolstring er måske for hård til så mange timer i træk? Måske skal der eksperimenteres med en ekstra skumpude til de her lange stræk.

Næste gang: Langsomt eller hurtigt?

Nu hvor jeg ved at den kan roes på under 24 timer, kan det jo lægge op til at tage turen mere spontant. Muligheden er der for at flytte grænser, og det giver en god motivation for at holde grundformen ved lige. Men hvem ved: Det kan også være det bliver mad over bål, svømmeturene ved stranden, muslinger og østers på menuen og overnatninger i telt eller shelter der vinder og sætter dagordenen. Det er helt sikkert jeg skal ro Mors Rundt igen - ruten i sig selv er varieret og smuk, og rummer mange gode udfordringer og beslutninger. Om den skal laves hurtigt eller med god tid til fordybelse, friluftsliv og oplevelser, det vil tiden vise!


Turtips

Hvis du får lyst til at ro Mors Rundt efter at have læst så langt som hertil, så giv det et skud: Turen kan anbefales for sin fleksibilitet og mange muligheder: Er der energi til at ro 10 km mere? Er vejret godt? Er strømmen med eller mod? Er der appetit til at besøge den næste havnerestaurant eller kro? Beslutningerne er mange, og de kan tages efterhånden som turen skrider frem.

En stor fordel er de mange kystnære lejrpladser, så det er til at vælge dagens lejrplads undervejs på etapen: Udinaturen.dk og kortene på kajaklimfjord.dk giver et godt overblik over mulighederne.

Der er ofte strøm, men ikke mere end du kan ro imod det. Se dmi.dk/radar for opdaterede time for time strømprognoser for blandt andet Sallingsund og Vilsund.

God kajaktur!



Læs også

Turberetningen fra 2024: Mors Rundt - 100 kilometer på én dag.