Downwind på Surfski: Thisted Bredning

Vind fra nordvest og masser af det, så byder Thisted Bredning op til bølgedans på surfski. Starten går fra Thisted Ro- og Kajakklub, og den første kilometer er fladt vand. Perfekt som en dejlig opvarmnings-strækning, og jeg ved der bliver brug for det lige om lidt. 1-2 kilometer ude fra kysten begynder de første små rullende bølger at bygge op, og omkring 2-kilometer mærket bliver de første bølger surfet. Skumtoppene rejser sig, vind og sol i ryggen, pulsen stiger

Mellem 3 og 4 kilometer ude er det som at køre ud over kanten på en bakke: Bølgehøjden vokser. Hanklit og nordkysten ude ved mål på Mors synes stadig langt væk, og det er svært at se detaljer i det skarpe sollys. Nu er det med at holde øjnene på de markante vindmøller bag ved stranden jeg skal lande på, og navigere efter dem den næste halve time. Midtvejs på ruten er bølgehøjden fuldt udviklet, og jeg muntrer mig på den sidste halvdel af ruten. Surf efter surf, masser af bølger og fuld gas nærmest helt ind til stranden.

I videoen her får du et indtryk af ruten fra Thisted til Mors i vind fra nord-vest, men Thisted Bredning kan krydses i flere forskellige retninger. Passer vindretningen, kan du endda finde kystnære ruter - f.eks. Vilsund til Søbugten i en direkte vestenvind. Landskabet er imponerende, og særligt Hanklit på nordkysten af Mors skiller sig ud med sine høje skrænter.

Navigation

Ruten over Thisted Bredning bringer dig ret langt fra land, og midtvejs kan du ikke se detaljer på land i nogen retninger. En GPS anbefales som backup, til at klare navigationen hvis der bliver dårlig sigt. Hav dine mål-punkter markeret ind som waypoints på GPS'en. Når du starter, så sigt efter tre vindmøller på Mors. De står inde i land lige bag ved målområdet. Sigt efter den nordligste af de tre vindmøller, og hold hele tiden den overordnede retning efter den. Når du er inde på 1-2 kilometer fra land, er det tid til at orientere dig om hvor du præcist vil gå i land.

Distance: 10-12 km.

Oplagte Startpunkter

Oplagte mål

Surfski: Carbonology Boost LV