Hvorfor jeg skifter mellem forskellige pagajer?
Forestil dig du sidder i kajakken. Solen glimter i vandet, og forårskøligt vand rammer dine hænder. Det er en god kajaktur allerede.
Tænk dig selv ud på vandet nu.
Du zoomer opmærksomheden ind, og lægger særligt mærke til hvordan bladene på din pagaj griber fat i vandet og og skaber et fast anker, som du kan flytte kajakken forbi.
Prøv at skærpe opmærksomheden så meget som muligt, uden filter, og uden at det handler om at vurdere om noget er godt eller dårligt.
Du kan for eksempel lægge mærke til:
-
Er det lydløst eller plasker det lidt, når bladene rammer vandet?
-
Er bladets greb i vandet stabilt, eller mærker du små vibrationer?
-
Er kontakten med vandet en blød og jævn belastning, eller mærker du en hård og direkte kontakt?
-
Hvordan føles vægten og pagajskaftets pres i dine håndflader?
-
Føler du træthed og tunghed, eller friskhed og lethed i taget?
-
Hvor mange pagaj-tag bruger du på at ro 100 meter?
Uanset hvad du lægger mærke til…
Uanset om dit ro-tag føles ustabilt, tungt, generende, for hårdt, for blødt, for upræcist eller bare let og helt perfekt.
Så forestil dig at det kunne være anderledes.
Hvordan kan du skabe forskellen?
Simpelt:
-
Ved at skifte til en anden pagaj.
-
Ved at ændre skivning eller længde på din nuværende pagaj.
-
Ved at ændre på håndstillingen og grebet på din pagaj.
-
Ved at ændre din bevægelse.
Det handler ikke om at vælge en pagaj der skal være perfekt til det hele.
Det handler i stedet om at anerkende at der er flere valgmuligheder, og finde den pagaj der passer godt til opgaven i dag, til din teknik og fysik, og til den kajak du ror i.
Og det handler om at gå til opgaven med et åbent sind: Den pagaj du vælger i dag, behøver ikke være den samme du ror med om en måned eller et halvt år.
-
Pagajer kan udskiftes - væsentlig nemmere og billigere end at udskifte din kajak.
-
Nogle gange kan pagajens længde og skivning endda ændres.
-
Din håndstilling kan nemt gøres bredere eller smallere, og du opnå et mere fast greb på de fleste pagajer hvis du vil.
-
Din roteknik, styrke og smidighed kan trænes og forbedres.
Men, er det ikke svært med alle de ændringer?
Føler du modstand mod ideen om at skulle lave noget om i dit pagajvalg og måden du bruger din pagaj? Det er er nok ret naturligt.
Jeg kan svare for mit eget vedkommende, at hver ny pagaj kræver tilvænning, men når først jeg kender følingen med den, er skiftet mellem pagajtyper overraskende smertefrit. Som at skifte mellem forskellige køkkenknive. Du ved hvordan de ligger i hånden, og du kan skære dine grøntsager med dem alle - men der er sikkert en du foretrækker at bruge!
Og hver gang jeg flytter hænderne eller ændrer længde og skivning på mine pagajer, så giver det mig en fornemmelse som at skifte gear på cyklen. Det er stadig den samme cykel, men kadencen og modstanden ændrer sig. Samme i kajakken: Grebet i vandet og kadencen ændrer sig, men det er stadig den samme bladfacon.
Efter en periode med solid fysisk træning, så mærker jeg at min kajakroning ændrer sig til det bedre, og jeg mærker det bliver nemmere at få gode oplevelser på vandet med de pagajer der har større blade og som står rigtig godt fast i vandet.
For mig, handler det om at vælge værktøj og teknik efter opgaven. Pagajen er meget nemmere at skifte ud end kajakken, så selv når jeg bruger den samme kajak til flere aktiviteter, så giver det vidt forskellige oplevelser om jeg ror med den ene eller anden pagajtype.
Vanens magt er stærk, også når det kommer til pagajer. Men det er en forhindring, som måske er nemmere at overvinde end du forestiller dig. Og når den er overvundet, kan gevinsten være kæmpestor.
De seneste fire måneder har jeg skiftet mellem fem forskellige pagajer
-
Hele januar måned i år var mit fokus på rullekurser - derfor var træningen og undervisningen fokuseret på den grønlandske åre, med langsomme, præcise bevægelser der kræver et minimum af energi. De symmetriske blade har en fantastisk evne til at skære gennem vandet, de leverer en solid støtte og en præcis fornemmelsen af bladets vinkel i forhold til vandet.
-
På vinterens surfski-ture er det wingpagajen der er mit solide håndtag i vandet, fordi de ture mest af alt handler om fremadroning, hvor der er brug for at kunne accelerere igen og igen. Her fokuserer jeg på en høj rostil for at få surfturene ned-ad-bakke der bare er så fantastiske. Jeg veksler mellem forskellige bladstørrelser og skivninger, for at variere belastningen på kroppen.
-
På surfkajak-ture er det en bomstærk whitewater-pagaj på lige godt 1,9 meter, der er med og tager de vilde belastninger i bølgerne - fordi den kan holde til det, og dens korte længde gør den rigtig god til at ro med høj kadence for at fange bølger.
-
Tidligt i april roede jeg overnatningstur med lastet kajak. Det var 50 kilometer i alt, hvor der også var en del teknik-øvelser indblandet. Frem med to gode euro-pagajer hvor jeg kan variere mellem to bladstørrelser og forskellig skivning. Selv om rostilen bliver lidt lavere og mere egnet til langtur, er der stadig fuld drøn på kropsrotationen og benarbejdet for at kunne trække en lastet kajak fremad i modvind og bølger.
Selv med den samme pagaj, laver jeg stadig ændringer
-
Jeg giver pagajen et lag surfvoks når jeg ror med lukkede handske, for at få et bedre greb.
-
Jeg sætter hænderne bredere når der skal roes i hård modvind og accelereres, og holder grebet en anelse smallere når roningen bliver et jævnt, ubesværet flow.
-
Jeg ændrer skivningen mellem 0 og 45 grader, afhængig af pagajtype, bladfacon, kajakbredde og hvor stejl pagajvinkel jeg ror med.
-
Hvis pagajen kan justeres i længden, gør jeg den lidt kortere i modvind, og lidt længere i medvind.
Jamen, hvad hvis jeg kun har én pagaj i dag?
Så start med at ændre måden du bruger den på:
-
Flyt hænderne lidt.
-
Løsn grebet i dine fingre.
-
Ro den med lavere eller højere vinkel og mærke efter.
-
Juster skivningen i små trin, hvis din pagaj giver mulighed for det.
-
Juster længden i trin af 1-2 centimeter - mærk forskellen.
-
Måske kan du få dig selv trænet stærkere, mere smidig og mere udholdende, så din nuværende pagaj føles god at ro med.
Og tænk så videre ud i at vælge mellem flere pagajer:
-
Kan du ro en tur hvor du bytter pagaj med din makker?
-
Findes der et lager af pagajer i din klub, du kan prøve af?
-
Er der en interessant pagaj på brugt-markedet eller hos din lokale kajakbutik, du kan investere i? (hey, den kan sikkert sælges igen senere!)
Den åbne og tålmodige tilgang er vigtig, for der er ikke noget quick fix. Der er til gengæld en spændende rejse ud i pagaj-fornemmelse, som du kan fortsætte på så længe du ror kajak.
Prøv at tænke dig tilbage på vandet, til din egen oplevelse af at være på rotur.
Hvad kunne det gøre ved din kajakroning, hvis det ikke var et spørgsmål om at vælge en pagaj, men i stedet, at vælge den der er bedst til opgaven i dag?
Hvad kunne resultatet være hvis du prøver at ændre dit greb, længden eller skivning på din foretrukne pagaj?
Ville det hjælpe dig at bekymre dig mindre om at vælge en perfekt pagaj, og i stedet skifte mellem flere, og tilpasse din roning?
Det håber jeg, og hvis du blev inspireret af det du læste her, så del gerne linket med dine kajakvenner!