Strøtanker om kærlighed til kunsten at rulle

Det klare, kolde vand rammer ansigtet og banker søm i panden. Vi er godt pakket ind i lag-på-lag af våddragter, tørdragter og neopren-tuiliq'er, der beskytter os mod den værste kulde. De tykke vinterhandsker er på hænderne. Vi sætter afsted på dagens 2-timers træning med et fælles mål: At flytte grænser og forstå kajak-rullet endnu bedre. Vi griner, jubler når teknikken bliver bedre, og nye rul lykkes. Teamet falder hurtigt ind i en rytme og rutine hvor vi hjælper og støtter hinanden. Og heldigvis skinner solen, så vi kan drømme os lidt til når det bliver sommer.

Sådan startede årets første rulleinstruktør-kursus. I hvad jeg vil kalde "temmelig frisk vandtemperatur", fra begyndelsen af april, og langt ind i maj måned, kørte den udendørs rulletræning. Kurset blev rundet godt af med to dage i svømmehal, og efterfølgende tid til refleksion.

Som afslutning på kurset, har Charlotte, en af årets deltagere, skrevet om kærlighed til kunsten at rulle.

Læs med her:

Kærlighed kan antage mange former, men størst af den er for mig i øjeblikket kærligheden til rullet. Når man først føler letheden i bevægelsen, er der ikke meget, som kan hamle op med den oplevelse.

Søren Kierkegaards livsfilosofi giver så meget mening, når man holder det op mod at træne rul. Rullet er som livet, det ”opleves forlæns, men forstås baglæns”. I hvert fald når man har lært at rulle. Men hvad så, når man endnu ikke har fået oplevelsen, mærket suset af det første rul? Så virker det hele enormt gådefuldt og meget frustrerende. Jeg tror, at det ligger dybt i mennesket, at vi gerne vil kunne mestre helheden med det samme.

Men sandheden er nok, at vi erkender stykkevis, hvilket betyder, at vi som rulleinstruktører skal være meget tydelig omkring det faktum, at Rom jo ikke blev bygget på én dag. Ting tager tid. Og en cocktail af en krop, i en kajak, under vand, med en reptilhjerne, der overruler pædagogikken tager i særdeleshed tid! Det er en vigtig pointe at stå fast på i rulleundervisningen, at det er normalt og helt okay, at man ikke bare lige kan…

Keep it simle! Det kan man med den oppustelige pagajflyder. Man har den lige ved hånden og man kan justere dens bæreevne. Fremragende til at op- og nedgradere sværhedsgraden. Jeg har først opdaget den sent i mit rulleliv, men sikke et nørderedskab! På hånden vel at mærke!! Jeg har oplevet flere lynnedslag af forståelse, når jeg er trådt ned at progressionsstigen for at fokusere på en enkelt kropsbevægelse. Jeg vidste jo godt, at jeg skulle bruge benene noget mere, men pludselig kunne jeg sende min opmærksomhed udelukkende i retningen af mine ben – jeg kunne mærke bevægelsen og effekten af den, fordi resten af kroppen med pagajflyderens hjælp slog autopiloten til på alle andre områder.

Det samme lynnedslag af forståelse, vil jeg gerne give mine elever, så jeg maser på med pagajflyderen. Progressionen er på plads, men jeg oplever alligevel at komme til kort flere gange, fordi det er forskelligt, hvad eleverne finder vanskeligt at indlære. Det er gået op for mig, at jeg må hele tiden tilpasse mig den enkeltes oplevelse og lytte efter de informationer, som de kommunikerer til mig – ofte ubevidst, så jeg kan finde den rette justering. Tiden fra den ene rullesession til den næste bruger jeg på at evaluere og spekulere for at finde frem til, hvad der rykker eleven. Ingen skud- eller skråsikker opskrift fra min side, men vejen frem er variationer over et tema: pagajflyderen.

Det er meget tydeligt for mig, at jeg først lige er startet på denne rulleinstruktørrejse – for én ting er selv at kunne rulle og nørde med forståelsen, en anden ting er at finde den rette justering til den enkelte og derefter formidle brudstykkerne videre på den mest hensigtsmæssige måde med de rette ord, så den fulde erkendelse kan manifestere sig. Heldigvis er det sådan, at ”ting rykker, når man giver dem kærlighed” – og kærligheden, den føler jeg!

En stor tak til Charlotte for at dele erfaringerne med at være på rulleinstruktørkursus, og en stor tak til hele holdet for at rulle med, i koldt vand, sol og vindstille, regn og blæst, og videre ind i svømmehallen. I har været super seje, og oplevelser som denne, gør at jeg jeg allerede glæder mig til at køre næste hold på rulleinstruktør-uddannelsen.