Er kajakroning i isfyldt farvand risikabelt?

Vinter - Isfyldt Farvand 001

Roning i isfyldt farvand er i den grad lig med vinterroning. Dit kajakudstyr, påklædning og evne til at tage kloge beslutninger bliver testet. Vinterroning, er samtidig en kajak-aktivitet der udløser stor glæde og fornøjelse når det lykkes. 

Den første is vi tit oplever, er at de helt tynde isskorper (1-2 mm), der dannes på lavvandede områder i begyndelsen af en periode med frost, og ikke er svær at pløje kajakken igennem over en kortere distance ind og ud fra stranden.

Men is kommer i alle mulige former: Fra de helt tynde, sprøde skorper, til isflager og tallerken-is, der flytter sig rundt. Er det rigtig koldt i lang tid, dannes store sammenhængende områder af is der bare ligger fast. Er der bølger, kan du møde knust is som en tyk suppe af slush-ice der bremser alle bevægelser, dæmper vandets bevægelser og er tung at mosle igennem - selv om det forskubber sig uden at skade kajakken.

Så slush-ice og tynd is er OK, men...

Kan min kajak tage skade af at ro igennem is?

Svaret er "nej og jo..."

Tynd is går OK. Det lyder dramatisk, når isen brydes mod kajakkens skrog, men min erfaring er at denne type is ikke skader en almindelig havkajak - så længe der er tale om tynde isskorper (1-2 mm). Det kan stadig godt være hårdt at ro igennem, så hvis det bare er en kort strækning, på lavt vand, kan det være lige så nemt at stå ud af kajakken og trække den igennem isen.

Bliver det ved at være frostvejr i mange dage, fryser vandet også ude hvor det er dybere, og isen bliver gradvist tykkere. Dels er den tung at pløje igennem, og dels vil den belaste skroget hårdere når isen brydes. Der vil kajak og pagaj godt kunne tage skade, men der er du heller ikke i tvivl: Det er super hårdt at mase kajakken igennem, og hårdt eller umuligt at sætte pagajen i vandet.

Når isen bliver så tyk, så ved du det er på tide at søge mod mere åbne kyster.


Er det risikabelt at ro i isfyldt farvand?

Det korte svar er "ja, i hvert fald mere risikabelt end hvis der ikke var is", så det kræver opmærksomhed på en række nye risikofaktorer.

Her er tre vigtige faktorer, der ofte bliver overset:

1. Isen driver: Når isen brydes op og driver med vind og strøm. Inden for få minutter kan en strækning gå fra at kunne roes, til at lukke fuldstændig til og spærre vejen i forhold til landgang. Og drivis kan være ret vanskeligt at komme frem igennem: længe før det bliver solidt nok til at stå ud af kajakken og gå i land på.

2. Tågedannelse: Temperaturforskelle mellem koldt vand og varmere (ellers endnu koldere) luft kan føre til at tågen ruller ind, nogle gange på ret kort tid. Særligt i stille vejr, når vi ellers synes det er meget fedt at ro vinterroning, kan det forekomme.

3. Skader på hænderne: Skal du skubbe is rundt, eller tage fat i kanter af is, kan hænderne på rekordtid få sår og skrammer - så husk de varme, lukkede og tykke neoprenhandsker. Hvis du ikke ror med dem på, så hav dem inden for rækkevidde!


Is er ikke bare is...

Is kan have mange forskellige former - nogle er vanskeligere at arbejde med end andre

Her er nogle eksempler på hvordan is kan se ud:

Vinter - Isfyldt Farvand 002
Vinteren 2014 i Aalborg: Isflager langs havnefronten og på det lavvandede område mellem Stigsborg Brygge og Limfjordstunnellen i Nørresundby. De mørke isflager har ingen bæreevne - man kan ikke hverken kravle eller gå i dem, og det er megasvært at svømme i. Beware!

Vinter - Isfyldt Farvand 003
Vinteren 2014 i Aalborg (samme dag): Sejlrenden er nogenlunde isfri, men der driver bræmmer af is rundt. Sådan en dag ville jeg være OK med at tage på vandet, med en fleksibel plan om at kunne gå i land forskellige steder i havnen.

Vinter - Isfyldt Farvand 005
Vinteren 2018 ved Rærup: Store, tykke drivende isflager over hele fjorden, også i sejlrenden. Strøm og vind driver isen rundt. Ikke nogen holdbar situation til at ro kajak - så løsningen her vil være at finde en åben kyst i stedet.


Vinter - Isfyldt Farvand 001
Vinteren 2014 i Rærup, øst for Aalborg: Den første tynde isskorpe er frosset på lavt vand, så her har jeg taget den på gåben ud til knædybt vand og roet derfra. Isen her flytter sig ikke nævneværdigt, så scenariet er det samme et par timer senere når jeg skulle i land.

Vinter - Isfyldt Farvand 004
Vinteren 2014 i Hals: En udfordrende dag med ærtesuppe-tyk tåge, på tur i to mindre grupper kajakroere. Orientering og brug af kompasset var særdeles vigtigt denne dag. Vi skulle mosle ud gennem nogle kajaklængders slush-ice, og ude i sejlrenden var der enkelte drivende bræmmer af is der skulle roes uden om, men fordi vi var tæt på åben kyst (Kattegat) var det alligevel brugbart at tage på vandet.

Udstyr, påklædning og kloge beslutninger

Kombinationen af tåge og drivende is, kan give nogle rigtig spændende situationer hvor det er svært at orientere sig, og svært at finde vej, steder hvor det ellers burde være uproblematisk at ro på andre årstider. Er du ude i den slags forhold, så kan det betale sig at have noget ekstra tøj med så du kan holde varmen, noget at spise/drikke, en gennemtestet kommunikations-løsning og en aftale med en kontakt i land, der ved hvor du er, og som kan assistere eller tilkalde hjælp hvis du får brug for det.

I Kajakenergi finder du et helt tema om vinterroning som giver dig mere inspiration til vinterturen - tjek det og bliv klogere på de specifikke løsninger, risikovurderinger og strategier der hjælper dig godt afsted på vintertur i havkajak.

 

De åbne kyster kalder

Min erfaring er at når fjorde og lavvandede områder fryser til, så kalder de åbne kyster. Rejsen slutter med Vesterhavet: Det skal være rigtig koldt før vandet fryser langs den Jyske vestkyst. Med lidt kreativitet og mobilitet, kan der stadig roes ture også når fjorde og lukkede vandområder fryser til. 

Men hav respekt for isen og vær bevidst om riskofaktorerne: Den kan blive en hård læremester!