Håndrul - spændt for eller forspændt?

Connie er kursist på OnAdventure's rulleinstruktør-forløb i 2020, og fortæller her om oplevelsen med et af hendes højdepunkter på kurset - den dag, håndrullet virkelig sad i skabet:

Bladene hvirvler rundt ude på parkeringspladsen og regnen løber ned ad vinduerne. Det er eftermiddag og jeg er inde i svømmehallen, sammen med alle de andre rulle-entusiaster. Vandet er dejlig varmt og vi har taget hul på 2. dag i modul 2 - den sidste dag på rulleinstruktørkurset, hvor vi alle er samlet. Det er på en gang både fedt og vildt trist at forløbet snart er slut.

Jeg sidder i min kajak optaget af at finpudse mit standard-rul så det er klar til forevisningsbrug. Bag mig hører jeg Tue dele tips og tricks ud. Blandt andet: ”Det er som at slippe en fjeder løs”…

Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg hørte det, samlede det op og tænkte: ”Det tip får jeg brug for en gang, så det husker jeg lige!” 

Tue kommer forbi på bassinkanten, vi snakker om min finpudsning af standardrullet og Tue spør´: ”Tænker du over hvor du har dit hoved? - der er nogen som kan få næsen helt op i vandoverfladen!!”.

Jeg er helt blank! Jeg må indrømme, at det har jeg da slet ikke fokus på. Jeg ”gør” bare.. En gnist indeni tændes, det lyder sjovt og jeg får lyst til at nørde og prøve om jeg kan få den næse ud af vandet…..Det var den dag hvor jeg fik et nyt håndrul og hvor det flyttede sig til både ”knyttet hånd” og med ”bordtennisbold”.

Beretningen om den lille episode i svømmehallen, fortæller min personlige historie om hvordan et spørgsmål og et tip tilfældigt samlet op, banede vejen for mit ”nye” håndrul.

I det følgende vil jeg prøve at beskrive processen i enkelte detaljer i ønsket om, at fremhæve gode fokuspunkter så andre kan få glæde af det. Beskrivelsen er altså ikke en bageopskrift man kan tage ned fra hylden og følge, men mit forsøg på at sætte ord på, hvordan håndrullet udviklede sig, rul for rul.

Jeg har tidligere håndrullet, hvor jeg har haft oplevelsen af, at være spændt for. At være "spændt for" betyder, der hvor jeg kommer fra, at man er på overarbejde og at man skal yde en ekstra indsats. Med dette nye håndrul, føler jeg mig ikke spændt for… næ, jeg forspænder og kommer rundt – hver gang og meget ubesværet.

Vejen til håndrullet

Her kommer min vej ind i håndrullet – trin for trin – lige som jeg oplevede og udviklede det:

Med min pagaj i den ene hånd, liggende ved kajakken som til standardrul, klemmer jeg mig sammen og ruller ned. Når jeg er 180 grader rundt sender jeg næsen i sky – jeg søger mod overfladen af vandet – jeg klemmer mig sammen og kæmper, jeg vil have den næse op og ud af vandet!

Når jeg ikke kan presse mig mere sammen, folder jeg mig ud – jeg ligger og flyder – laver static brace. Jeg vil ikke støtte mig til pagajen, så jeg slipper den – det går fint. Indrømmet, jeg har øvet mig mange gang i at flyde og det falder mig derfor let.

Udfordring med en halv pagaj

Min krop finder vej og turen med næsen bliver lettere. Rullet bliver let og ubesværet, jeg deler min pagaj – jeg vil udfordre mig selv. Jeg gør det samme, som før. Jeg har den halve pagaj i hånden. Jeg holder på den midt på. Jeg klemmer mig sammen, alt hvad jeg kan, ruller rundt og sender næsen opad. Når jeg gør det, bliver min krop som en fjeder der er trykket HELT sammen – jeg laver en forspænding. Det var her jeg kunne bruge tippet!!

Når jeg har næsen i overfladen, slipper jeg spændingen i min krop, min krop gør som en god gammeldags lommekniv – eller som en trold i en æske – den folder sig ud og min kajak kipper på plads. Jeg giver vandet og mig selv tid til at komme i overfladen og ligger igen i static brace. Herefter trækker jeg mig ind på bagdækket.

Kastetræ og ...ingenting

Det går nemt – jeg prøver med kastetræet, jeg holder det midt på. Samme tur rundt. Det går nemt. Som med den halve pagaj, giver igen mig selv tid til at søge overfladen og vandets opdrift gør det sidste arbejde.

Nu skal det være, jeg ruller tomhændet ned. jeg tænker: ”Der kan virkelig ikke være den store forskel, om jeg har kastetræet i hånden eller ej!!” Turen rundt er den samme, jeg forspænder mig og kommer fint rundt. Jeg gjorde det sgu!!

Tre centrale fokuspunkter

I min beskrivelse af min vej til håndrullet, træder der tre på hinanden følgende fokuspunkter frem:

1. Søg overfladen.
2. Forspænding.
3. Ro på og lad vandet arbejde.

I min beskrivelse kommer jeg ind på hvordan jeg klemmer mig sammen og søger overfladen med næsen. Men hvad med forspændingen? Jeg vil komme med et bud: Som sagt, er jeg helt klemt sammen, min næse er nede ved knæet. Ved det bøjede ben – det andet ben er strakt.

Når jeg ligger med bunden på kajakken i vejret, klar til at slippe fjederen, sætter jeg ind med al min kraft ved at mine ben bytter plads. Det vil sige, at det ben som før var strakt, er nu bøjet – og omvendt. Min overkrop folder sig ud – fra krøllet sammen til udstrakt. Denne bevægelse starter kajakkens tur rundt og bunden kommer nedad igen.

Så skal der ro på – hvordan gør man det? Jeg ligger præcis som når jeg skal flyde, jeg spænder op i ryggen, lader hovedet falde bagover. Med mit ”luftben” styrer jeg kajakkens vinkel på vandet.

Derfor skal rul øves forlæns og forståes baglæns

Som ny rulleinstruktør, er jeg blevet meget mere bevidst om, at et rul i sandhed skal øves forlæns og forstås baglæns. Det gælder både håndrul og alle andre rul. Man ruller, ser YouTube i sene nattetimer, går i mesterlære i svømmehallen og famler i blinde i håbet om at forstå et rul.

En dag, sidder det i skabet og man tænker: ”Guud! Hvorfor var det SÅ svært?”

Jeg er også blevet bevidst om, at veje til at lære nye rul, kan handle om rette tid og sted, at dele et rul op i bidder, at sætte ind med den rette anvisning, tilfældigheder men ikke mindst også om at give kursisterne de rette fokuspunkter og støtte på det rette tidspunkt.

Det vil jeg tage med mig videre!
- Connie