Dag 1: Lange kryds i Limfjorden

Nørrejyske Ø Rundt 2018-14

Klip fra kajakroerens dagbog: Den 3. september 2018, fra min tur Nørrejyske Ø rundt. 

Turen er godt igang, og her kan du følge med i oplevelsen af at ro Nørrejyske Ø rundt, her fra turens dag 1.

Er tørdragt et godt valg....jeg tænkte det måtte prøves, og ved at den bliver fed på de kolde dage langs vestkysten.

Men...

Jeg havde dårligt nok sat kajakken i vandet, før jeg måtte i land igen. Det blev simpelt hen for varmt at ro i tørdragt i fuld sol og vindstille. Så den blev pakket i en pakpose oven på kajakkens bagdæk (havde ellers satset på at kunne have alt under dækket, men en Nordkapp LV har en begrænsning der). Nu står den på shorts og t-shift, så kan tørdragten komme frem igen når Vesterhavet viser sig. 

Nørrejyske Ø Rundt 2018-7.jpg

Ellers ret godt fremskridt, med et snit på godt 7 km/t. Kajakken opfører sig rigtig pænt og cruiser fint der ud af ved 7,5-8 km/t, så hastighedsmæssigt tegner det lovende.

Navigations-delen blev klaret på en blanding af kompas til at holde kursen, og GPS (en Garmin 64s) til at tjekke distancen og tempoet. Kunsten var faktisk at undgå at forcere tempoet og blive for hurtigt træt, men i stedet holde jævn gas. Turen er jo ikke slut endnu.  Jeg ror med 1-cm kort (1:100.00) som giver en god balance mellem detaljer og overblik — flere af dem er printet direkte fra https://sdfikort.dk/spatialmap

Dagen var rigtig meget præget af de lange kryds fra Løgstør til Livø og Livø til Fur, og det kan godt blive en smule ensformigt bare at ro og ro i timevis, på vand der er næsten havblik. Jeg fandt trådløse høretelefoner frem, og hørte musik undervejs et par timer — det hjalp.

Nørrejyske Ø Rundt 2018-10.jpg

Sidst på dagen meldte der sig en lidt generende hovedpine, med måske 15 kilometer til mål. Jeg formoder det var kaffens skyld (eller manglen på samme) - når man skruer pludseligt ned for koffein indtaget, kommer der et døgns tid med abstinenser :-) Nå, men fremad skulle jeg jo, og der var medstrøm sydpå gennem Sallingsund, så der blev sunget sange for at få tankerne andre steder hen, og det virkede.

Dagens etape sluttede  på Sillerslev Øre i det sydlige Sallingsund, efter 50 km. Alt i alt, en rigtig god start og “allerede” 10% af distancen nået, så jeg kunne veltilfreds sætte kajakken i land og teltet op, til 10 timers tiltrængt søvn.

Nørrejyske Ø Rundt 2018-20.jpg

 

I morgen går turens dag 2 går videre mod vest - første waypoint er Oddesund-broen, og derfra videre mod Thyborøn Kanal. Temaet med de lange kryds og distancer væk fra kysten fortsætter, så der skal nye batterier i min GPS, og masser af vand i drikkedunkene. Afsted det går!

« Lige inden start  Dag 2 »