Stærk strøm og friske fisk

Faroerne 2019 - Dag 6 - 002

Tekniktræning og fokus på at håndtere kajakkerne i strømmende vand under Streymin-broen

Set fra oven ligner kysten nærmest et timeglas, der hvor "Brúgvin um Streymin" (Streymin-broen) forbinder Streymoy og Eysturoy er opført. Fire gange i døgnet strømmer havet enten mod nord eller syd her. Helt stille og roligt i starten, og efter tre timer er hastigheden bygget op til en brusende flod af saltvand.

Maksimale strømhastigheder over 16 km/t er målt her. De 17 meter høje bropiller midt i den stærke strøm giver os eddies, små områder med læ for strømmen. Her kan vi puste ud og få pulsen lidt ned, inden næste tur ud i strømmen.

I dag har vi timet vores ankomst til at strømmen er en time inde i den sydgående fase. Dette en "park and play" dag hvor vi øver teknik og vandfornemmelse i strømmen, hygger på stranden når der er brug for pauser, og bare nyder timerne i det tempo vi vil.

Vi starter ud med de klassiske discipliner i færgning og break-in/break-out. Støttetag, fremadroning og kantkontrol arbejder på højtryk, imens øjnene scanner vandoverfladen i et forsøg på at afkode den bedste rute fremad. Efter et par timer topper strømmen i et brusende inferno, imens vi spiser vores madpakker i græsset.

Senere, da strømmen igen tager af, udvider vi teknik-træningen med redninger og bugseringer, hvor teamwork og hurtigt arbejde kommer i spil. Kan vi nå at lave redningen på stedet, eller bugseres ind i en eddy? Er der hænder på alt grejet, så vi ikke mister en pagaj eller kajak? Kontaktbugsering eller lang line? Beslutningsevnen bliver testet og udviklet en dag som denne.

Sidst på eftermiddagen går Niels på fisketur, og har heldet med sig. Fem fisk blev landet, og dem sætter vi tæderne i til aftensmad, stegt, med et drys citron, salt og peber, og pasta som tilbehør. Vi læner os tilbage og nyder naturen, imens tidevandet under broen vender endnu en gang.

 

Dagens tre vigtigste kajakfærdigheder

  1. Forståelse af strømmende vand - evnen til at læse vandoverfladen og afkode vandets bevægelser: Hvor står vandet stille, hvor bevæger det sig - og hvad sker der, hvis kajakken bevæger sig fra strømmende til stillestående vand.
  2. Telemarksving / low brace turn - stabile sving i det strømmende vand foregår med kajakken på inderkant, og bladet til støtte. 
  3. Effektivt pagaj-arbejde - der er ikke meget plads at arbejde på, så retningsskift og accelerationer skal være mere kontante og hurtige her, end på en langtur. Høj pagajføring, kropsrotation og benarbejde er centralt.

Læs flere blog-indlæg fra turen »