IPP3 - En forårsfrisk oplevelse i Limfjorden

IPP3-Kursus-Card

Anette, Nadja, Carsten, Jeppe, Thomas og Peter var forårsfrisk mødt ind til IPP3 kursus. April er kun lige startet, og vandet er stadig et godt stykke under de 10 grader. Tørdragterne er heldigvis klar, sammen med handsker, neoprenhuer og glade smil. Vejrudsigten var særdeles gavmild med vinden, så det var intet problem at opfylde behovet for at flytte kajakteknikken ud i realistisk krævende omgivelser.

Et fedt læringsrum

IPP3 kurset giver en grundig introduktion til hvad niveauet indeholder af teknik - og formålet er delt i to: Dels, at give deltagerne en solid værktøjskasse til at forbedre deres egen teknik, tur-færdigheder og sikkerhed så de kan håndtere større kajak-udfordringer. Og dels, at give en forståelse af IPP3 niveauet, så man er forberedt på hvad der skal trænes på for at gå til en prøve.

Nogle ved allerede ved kursets start at de skal til en IPP3 prøve inden for overskuelig tid - andre er på kurset for at udvikle sig og snuse til niveauet, og derefter lægge en plan fremad. Nogle går til opgaven med kort kajak-erfaring, andre med mange års erfaring, og sågar en med Danmark Rundt under bæltet.

Men det fede er at vi får åbnet et læringsrum, hvor der er plads til at udvikle sig, eksperimentere, tænke og lære, uanset hvem man er og hvilken baggrund man har. Folk her hjælper hinanden, deler erfaringer (og kager og tur-snacks), og stemningen er god!

Der er masser af hands on tid i kajakken, men også et stort program af forskellige temaer der skal gennemgåes. Kursusnormen er minimum 16 timer, men kurset her var udvidet til 19 timer, hvor vi brugte 3 timer fredag aften på navigation og udstyrsgennemgang. Det er selvsagt ikke på 19 timer, at den dybe og permanente erfaring opstår. Men det er tid nok til at gennemgå pensum og give en god portion feedback til den enkelte kursists teknik, rette de væsentlige detaljer til, og se at deltagerne bliver mere fortrolige.

To locations i Limfjorden

Lørdag foregik i Aalborg, hvor vi fik godt med udfordringer: Vinden satte dagsordenen, og vi havde fokus på redninger, lige fra dagens start. Varme igen efter frokost, kastede vi os over bugsering og teknikker til manøvrering - med et specielt fokus på hvordan kajakkens egenskaber i vinden lader os spare kræfter og gøre tingene mere effektivt.

Søndag på Gjøl, hvor vi ramte IPP3 forhold i en mere moderat vind. Solen brændte gennem morgenens skydække, og vi kørte på med hele paletten af teknik, der blev rettet og effektiviseret, for derefter at samle alle trådene til en rotur i bølgerne uden for havnen. Navigationen og kort/kompas-arbejdet fik mere opmærksomhed, og der blev arbejdet med rul og eskimoredninger.

Afslutningen på kurset er rundt om bordet, i solen, med en kop varm kaffe i hånden: Vi tager en runde feedback med fokus på hvad der virker godt nu, og hvor der kan sættes ind med fokus på forbedringer og træning. Der kan godt være, hovedet rammer puden ekstra hårdt efter en weekend som denne - men det er det hele værd!

Tak for et godt kursus til hele holdet!