Dag 6: Udfordret af tidevandet ved Vestmannabjørgini
Havfuglene cirkler i luften over fuglefjeldet Vestmannabjørgini. Massive klipper rejser sig af havet som en ca. 6 kilometer lang, eksponeret vest på Streymoy. Vi er netop nået ud af Vestmannasunds nordlige åbning, og mærker at de de indviklede strømforhold slipper taget i kajakkerne. I stedet mødes vi af refleksbølger og buldrende dønninger mod de massive klipper. Vestmannabjørgini ligger foran os og indbyder til dagens eventyr.
Det her sted har Jesper og jeg som turledere haft højt på ønskeliste af destinationer hele ugen (ja, faktisk i årevis). Endelig passede tidevandet med en tur her ud, og vejrsituationen var lige netop gunstig og rolig nok til at det kunne lade sig gøre. En start fra Vestmanna kl. 9 skulle bringe os nordpå med de sidste halvanden times nordgående strøm, ud langs fuglefjeldet. Det hele tegner godt fra starten af turen, men virkeligheden viste sig at blive noget mere varierende tempo de første 8 kilometer fra Vestmanna ud mod den åbne kyst.
Medstrøm blev til modstrøm, og vores hastighed varierede mellem 4 og 12 km/t mens vi snoede os ud gennem sundet. Regn og lavthængende skyer reducerede sigtbarheden og gav en lidt dyster stemning. Da så endelig skyerne lettede, sigtbarheden igen var 15-20 kilometer, og solen var fremme, var vi en time bagud på tidsplanen – men vi var sluppet rundt om det skarpe hjørne og ude langs selve fuglefjeldet. Herligt!
Vi mærkede den begyndende sydgående strøm, der stille og roligt byggede op i tempo. Et hurtigt taktikmøde resulterede i planen om at komme nordpå så længe vi kunne gøre fremskridt i modstrøm, den næste times tid. Der ville vi nå et par klippeslugter med læ for dønningerne, og muligheden for en tricky landing: Svøm i land og kravl op på klipperne mens resten af teamet passer på kajakken ude på vandet. Opdagelsesturen startede for alvor på vej hjemad, hvor vi havde bedre tid og kunne lade tidevandet fragte os ind mod Vestmanna igen.
Ruten snoede sig inden om det store klippetårn ”Elefanten”, der vitterlig ligner en elefant set fra havsiden – ind i dybe mørke grotter, og undervejs ind gennem Vestmannasund, op på en let tilgængelig klippehylde hvor vi nemt kunne fylde energidepoterne op og dem der havde brug for det kunne skifte til tørt tøj under tørdragterne. Helena var blevet afkølet af at ro med fugtigt tøj, så på med et sæt helt tørt, stormcag uden på alt tøjet, og fuld power på fremadroningen den sidste time hjemad, så var hun varmet op fra top til tå igen.
På land igen klarede vi næsten efter vane, en hurtig debriefing og en portion mad fra de medbragte depoter. En prioritering som gennem ugen har vist sig at give virkelig gode resultater, fordi det ekstra måltid lige når man kommer på land, giver energi og holder humøret højt på gruppen frem til der skal spises aftensmad. Senere på aftenen snakker vi så dagens tur mere grundigt igennem og får sat ord på hvad der er lært og reflekteret over. Det virker omstændigt og måske også mere grundigt end hvad man umiddelbart synes der skal til – men det er måden at fange små frustrationer og få rettet kursen ind. Erfaringen viser at det samtidig fastholder den læring på turen, som vi prioriterer.
