En times kørsel gennem Færøske fjelde med alt fra solskin til regn og tåge bragte os ud til Bøur på Vagar, af veje så smalle, at alle ideer om at vende bilen med en kajaktrailer helt naturligt var udelukket.

I Bøur startede dagens tur med fælles workout: Bæring og pakning af af 9 kajakker, 200 meter gennem byens smalle gader til stranden. Vi ror med dagstursoppakning, men i den tungt-lastede ende. Hver deltager har en 4-5 liter vand, ekstra tørt tøj, proviant til hele dagens tur, samt mindre pakker med reparationsgrej og førstehjælp.

Alle har kort, kompas og tidevandstabeller med. Det giver uden videre, kajakker der vejer 35-40 kg når vi sætter på vandet. 

Fra Bøur fulgte vi kysten til Gasadalur, en afsidesliggende bygd på Vagar's vestvendte stejle kyst. Ind til 2004 var Gasadalur kun tilgængelig via en 79 meter høj, stejl trappe der fører ned til et lille, eksponeret landingssted ved vandet, eller via 2 ½ times vandresti over fjeldet der omkranser byen. Den færøske regerings politik om at bevare småbyer, førte til etableringen af 1700 meter enkeltsporet tunnel med indbyggede vigepladser, der i dag forbinder Gasadalur med resten af Færøernes vejnet og samfund.

Et imponerende vandfald styrter tusindvis af liter vand ud over fjeldsiden direkte ned i havet. Vindpresset ved vandets overflade er massivt, så der gik sport i at få sig en kold ferskvands-vask inden vi satte kurs sydpå til et 4 kilometer kryds mod Tindholmur og Gasholmur, der stikker frem som Vagars stejle og imponerende forposter mod sydvest. Et kryds vi (modsat den gårsdagens dags hårde arbejde mellem Hestur og Koltur) ramte lige i slack.

En gråsæl kiggede nysgerrigt med på tæt hold, mens vi landede på det som garanteret var ”dens spot”: Flade klipper på Gasholmur, til en tiltrængt frokostpause. Men tidevandet venter ikke på spisende kajakroere, og slack varer ikke længe på Færøerne. Da vi 45 minutter senere satte afsted rundt om Gasholmur, var den nordøst-gående strøm taget så meget til at vi ramte to accelererende , sydende og dansende tideraces.

Vi fik arbejdet os rundt om Gasholmur, men ved Tindholmurs vestlige spids måtte vi smide håndklædet i ringen: Modstrøm og 1 – 1½ meter stående bølger gav mere plads til leg end til til fremskridt, og vi vurderede at hele gruppen ville være bedre tjent med at vælge den uproblematiske rute langs Tindholmurs flade nordkyst, frem for den lodrette, strøm-og-bølge-eksponerede sydkyst.

Dagens sidste stop var den massive klippebue ”Drangarnir”, mellem Tindholmur og Vagar. En nordatlantisk naturskabt triumfbue, hvor selv de mindste vandrette fremspring på lodrette klipper er udnyttet til redeplads af ynglende måger, tejster og lunder. Der altid lige en 3-4 dage før tingene finder deres pladser, og rutinerne opstår.

Sådan var dag 2 også: Det kræver fokus at komme afsted til tiden og med alt grej på plads. Men det lykkedes. Stabilt vejr, en stærkt kørende gruppe og en solid turplan med de nødvendige exits på plads, skal have en stor del af æren for denne formidable og meget varierede dag på vandet.

Læs flere blog-indlæg fra turen  »