Kryds til Læsø
Vi havde kigget på turen længe: Vejr, kalender og roform skulle gå op i en højere enhed, og i denne uge meldte muligheden sig for et kryds til Læsø i havkajak.
Det startede med en SMS fra Lars, og udviklede sig hurtigt til en turplan: Ud til Læsø onsdag aften hvor vinden ville lægge sig mere og mere – overnatte – og retur igen torsdag morgen.
2 gange 25 kilometer inden for 18 timer.
Vi mødtes og fik pakket – jeg var som ofte, den som lige skulle have ordnet 1000 ting inden vi endelig kunne køre til stranden på Flakvej syd for Sæby. Her fik vi pakket kajakkerne, aftalt de sidste tur-meldingsprocedurer med folk på land, og klokken 18 satte vi pagajerne i vandet med kursen på 90 grader, mod en horisont fuldstændig uden land i sigte.
Rutinerne under krydset var afklaret:
Ro en time, 5 minutters pause, ro en time...gentag til vi er i land. Det virker – udfordringen bides over i mindre etaper, man kan altid ro en time til, selv når man bliver lidt træt. Og hvis en time virker langt, kan man i hvert fald ro en halv time...men det ikke at skulle holde pauser hele tiden, giver et godt flow – og ofte kan ”komfort-behov” som at spise, drikke og tjekke GPS-track, fint udskydes 10 minutter.
Krydset over blev på 3 timer og 15 minutter – på stranden kunne vi så nyde solnedgangen over Frederikshavn og Skagen, Lars' super lækre Panang Curry og en god øl inden vi kravlede i soveposerne. Torsdag morgen: Op ved 6:30-tiden, tid til at strække musklerne, spise havregryn, drikke kaffe og mærke solens varme. Kysten 23 km væk var halvt væk i en tynd dis, vi kunne svagt skimte vindmøllerne syd for Sæby.
Mental forberedelse på at sidde 4 timer i kajakken i arbejdsmode – afbrudt af de obligatoriske pauser med rugbrødsmadder fra dagslugen. Vi ramte stranden ved Flakvej igen efter 3 timer og 45 minutter i sædet. På vej retur havde vi mistet lidt højde på grund af nordgående strøm, det gav lige en ekstra kilometer eller to på distancen. Vi fik oplevet når kompasset og intuitionen om kursen ikke helt enige: Så snart der er nogle markante punkter på kysten (Sæby's huse) at kigge på, føles det meget naturligt at styre kajakken derhen, selv om vores mål var 5 kilometer syd for byen.
Læringen fra klar: Hjernen skal ”tæmmes” og kompasset har ret på de store kryds.
Det bliver ikke sidste gang – for vi gik glip af noget vigtigt:
Røget Læsø fjæsing!
Tak til Lars for sparket og godt selskab!