Selvredning i kajak: Bruger du disse tre tricks?
Når du har din selvredning på plads, kan du begynde at variere den.
Her er tre forslag - prøv dem af, og se om det er noget der virker for dig.
En reel redningssituation vil ofte kræve at du kan improvisere, og have mere end én løsning til hvordan du laver en selvredning i kajak.
1. Få mere vand ud af kajakken ved at løfte den i forenden
Dette trick kan du bruge, hvis du har god tid i vandet, og prioriterer at få tømt cockpittet for vand inden du redder dig op. Vær opmærksom på at kajakken altid skal vendes i forenden. Manøvren tager ekstra tid, og kræver mere bevægelse i vandet, så dette er primært en teknik der er relevant i varmt, roligt vand.
2. Lav Re-entry and Roll med en paddlefloat på pagajen
Et alternativ til en traditionel paddlefloat redning: For dig som har et rul, men hvor rullet ikke sidder solidt nok til at en re-entry and roll uden paddlefloat er mulig. Brug denne teknik med omtanke, og træn stadig din traditionelle paddlefloat redning og træn rul uden paddlefloat på pagajen.
3. Ro med vand i kajakken til et sikkert sted hvor du kan få den tømt
At kunne ro en bordfyldt kajak er en god backup til en selvredning i et scenarie, hvor du prioriterer at komme hen til et sikkert sted og tømme kajakken, eller hvis du befinder dig i f.eks. store bølger, hvor det ikke er muligt at prøve at pumpe kajakken tom for vand inden bølgerne fylder den igen.