På kanotur i Dalslands kanal

Kanotur-Dalslands-Kanal-003

Det lykkes - ferien startede, og familien (Tue, Ann-Kathrine og 5-årige Ingrid) fik sluppet hverdagstøjlerne, pakket grejet og tog færgen fra Frederikshavn til Gøteborg, med vores lejede Wenonah Spirit II kano på tagbøjlerne, blå tønder fyldt med grej, og bogen Paddla Dalslands Kanal i hånden. Klar til eventyr.

Hektisk start

Turen fra Gøteborg til Årjäng som skulle blive turens startsted, var omkring 3 timers kørsel - men en ret hektisk pakke- og forberedelsesfase, gjorde at vi kom afsted på en "tom tank" med alt for lidt søvn. Derfor tog vi en lang pause ved Bohus Fæstning, på en plet med grønt græs, skygge og en iskiosk lige om hjørnet, og der brugte det meste af en dag på at sove, skrue en turplan sammen, og komme til hægterne. Planen blev at køre til Årjäng, parkere bilen og derfra padle sydpå gennem Vestre Silen, besøge Østre Silen, videre mod syd til Bengtsfors (med én kort og én lang overbæring). Derfra nordpå gennem søerne Lelång, Foxen og til sidst Töck. Det gav en overkommelig logistik med at få hentet bilen igen, ved turens slut, og muligheden for omkring 200 km padling over de næste par uger. Så var det bare at få gennemgået grejet en sidste gang, pakket kanoen og sætte padlen i vandet.

Kanotur-Dalslands-Kanal-001.jpg
Afsted på tur - aftensol, turpakket kano og forventningens glæde.


Turens første par dage gik med at få lejr-rutinerne til at fungere, at vænne sig til at padle, og bare nyde solen og varmen. Vi tog os tiden til at træne kæntringer med lastet kano, mens Ingrid byggede sandslotte på stranden. Vi havde ikke nogen kæntringer på turen (ikke i nærheden af) - men det var fedt at kende grænsen for kanoens stabilitet, og lærte hvor meget opdrift de fastspændte tønder og pakposer gav i forhold til at bjærge og tømme kanoen på dybt vand.

Kanotur-Dalslands-Kanal-002.jpg
Dalslands Kanal - et fantastisk område for kanopadlere.

Turrutinerne indfinder sig

Dag 2 var også dagen hvor vi nåede den første sluse, fra Vestre Silen til Østre Silen. En stor oplevelse at passere de 2 slusekamre- og den blev kun bedre da vi, et par timer senere, satte det stykke røget ørred til livs vi havde købt hos den gamle slusevagt, som nu passede sit røgeri og fiskeudsalg ved slusen.

Kanotur-Dalslands-Kanal-003.jpg
Slusen mellem Østre og Vestre Silen


Østre Silen var det første område vi oplevede stilheden og fraværet af motorbåde - idylliske kilometer og timer på vandet, spor efter bævere og en god lejr på Trollön. Blikstille vand og morgensol, lejrhygge, sø-bad og at tørre i solens varme stråler. Nu var turen for alvor i gang, og vi fik brugt lidt tid på at flytte rundt på noget af oppakningen så det der ofte skulle bruges, var lettest tilgængeligt i de vandtætte tønder.

Kanotur-Dalslands-Kanal-005.jpg

Vores morgenmad bestod af mysli, havregryn og søvand. Nemt og hurtigt. Ingrid klarede lejrlivet godt, men timerne på vandet skal krydres med fortællinger og højtlæsning for ikke at blive alt for lange. Dagsrytmenvar ofte op ved 7-tiden, afsted ved 9-10 tiden, padle en halv eller hel time, ind til en hurtig formiddagspause, og derefter intervaller på vandet af 1-1½ time, afbrudt af pauser med spisning og en svømmetur på de varme dage.

Kanotur-Dalslands-Kanal-006.jpg
Lejrhygge 

Kanotur-Dalslands-Kanal-007.jpg
Højtlæsning på tur - som bagpadler var der nok at lave med at læse, manøvrere og holde kursen samtidig!


Ude af Vestre og Østre silen, padlede vi sydpå gennem det smalle og opdæmmede sund Svärdlång. Dette er en tur som starter med en kort overbæring (50 m hen over en vej i Skifors) og slutter med en lang overbæring (ca. 400 meter af grusvej og asfalt i Skåpafors). Den korte var nemt klaret, og den lange blev gjort nemmere da vi lånte en kanovogn af et hold tyskere der roede i 2'er foldekajakker. Svärdlång blev padlet på én dag, med en 2-timers siesta i skygge for middagssolen. Kanotur-Dalslands-Kanal-008.jpg
Vores hjem i 14 dage og 206 km. Her er vi på vej sydpå gennem Svärdlång.

Store slusedag

Videre fra overbæringen i Skåpafors padlede vi, i aftensolen,  til den super flot beliggende lejrplads på Baldersnäs sydvest for Billingsfors - så var vi klar til at passere de 7 slusekamre op gennem Billingsfors og Bengtsfors den kommende dag.

Kanotur-Dalslands-Kanal-009.jpg
DANO Lejrpladserne er ofte velplejede og godt placerede.


Turen gennem de 7 slusekamre i Billingsfors og Bengtsfors blev forlænget med en indkøbsrunde, så vi fik fylde madlageret op før næste stop i Lennartsfors. Vi fandt en alletiders lejrplads, lidt afsides fra shelteren, på den lille ø Dalholmen i Lelång. Her fandt vi tyttebær, og lavede turens første portion frisk tyttebærsyltetøj.

Kanotur-Dalslands-Kanal-0010.jpg
Tyttebærmarmelade af friske bær - en super aktivitet til en overliggerdag.


Vi fik padlet Lelång fra syd til nord, og nåede til Lennartsfors efter et par gode lange dage på vandet - og blev her lidt overrasket over at købmandsforretningen i byen var lukket. Vores idé om proviantering faldt dog ikke helt til jorden, da slusevagterne havde stillet et lille udvalg af varer til salg efter selvbetjeningsprincippet. Derfor blev det til et nødtørftigt indkøb her - nok til at vi kunne klare de næste dage gennem søen Foxen til Töcksfors. En kort distance, men vi vidste at der ville komme et par dage med 8-11 m/s vind, hvor vi hellere ville være på land end padle. Disse dage brugte vi på en tur ind i de smalle stræk af den nordøstlige del af søen Stora Le. De to overliggerdage var egentlig varme nok, på trods af blæsten: Der blev svømmet, læst bøger, sovet, leget, udforsket i skoven og padlet en kort tur til sommercaféen i Holmerudsfors hvor vi fik turens måske bedste is og kopper friskbrygget kaffe.

Kanotur-Dalslands-Kanal-0011.jpg
Skoven damper efter tordenfront


Turen fortsatte nordpå, med en tidlig start i morgengryet hvor vi padlede til Töcksfors inden det blæste op. Det stabile højtryksvejr var ovre, og vi indrette os på lidt mere omskifteligt (normalt) sommervejr. Med fyldte maddepoter satte vi afsted nordpå gennem Töck på en firedages tur. Töck og Östen er, som Østre Silen, befriende stille vand, hvor man kan være lidt sig selv. Det var kun få andre kanoer og kajakker vi mødte her, og motorbådstrafik var der heller ikke meget af. Efter 206 km og 15 dage med Spirit II'en som vores hjem og teltet som tag over hovedet, var vi nået dertil hvor vi var turmætte, så vi besluttede at sætte kursen hjemad. Vi satte padlen i vandet de sidste kilometer sydpå gennem Töck til Töcksfors, fik læsset bilen med alt grejet, og vendte stille og roligt tilbage til hverdagstilstande igen. Undervejs til Gøteborg tog vi os tiden til at se akvadukten i Håverud, et stykke svensk ingeniørkunst lidt ud over det sædvanlige.

Kanotur-Dalslands-Kanal-0012.jpg
Akvadukten i Håverud

Positive erfaringer

  • Dalslands kanal er et fantastisk område til kanotur og lettere ture i havkajak på de større søer.
  • Tur med Ingrid på 5 år gik godt. Største udfordring var at finde underholdning til timerne i kanoen og timerne på land, og at erstattet de legekammerater der plejer at være der.
  • De etablerede DANO lejrpladser som vi brugte gennem turen, fungerer godt. Der er shelter, bålplads, brænde og toiletskur.
  • Pakningen i kanoen fungerede godt, specielt da vi fik flyttet rundt og gjort de mest nødvendige ting nemmere tilgængeligt.
  • Kanoen, en Wenonah Spirit II, fungerede super godt til formålet. God fart, retningsstabil og nem at håndtere, både lastet og uden last, tandem og solo.

Det ville vi gøre anderledes næste gang

  • Tag afsted uden for højsæsonen, f.eks. maj eller september. Der var ret mange kanopadlere, specielt Lelång, Vestre Silen og Foxen, så det var kun i yderområderne af søerne, man kunne være sig selv.
  • Pakke maden mere systematisk hjemmefra, evt. med et færdigpakket depot til opfyldning af madlageret midtvejs. På den måden undgår man at skulle bruge tid og planlægning på at købe ind undervejs, og man er fri for at skulle tage hensyn til butiks åbningstider.
  • Forbedre oppakningen så der er mere styr på 100% vandtæt pakplads. Drybags der passer godt i kanoens stævne, samt pelicase til kameraudstyr.
  • Få fat i et bæresystem til 60 L tønderne.
  • Tage et vandfilter med til at filtrere søvandet. Vi drak det dagligt efter kogning, men oftest var koldt vand tappet fra vandhanerne når vi havde mulighed for det. Vi havde 15 liter vandkapacitet med, og det var lige netop tilstrækkeligt - men det vil være en fordel ikke at skulle slæbe på, når man nu er omgivet af ferskvand der kan drikkes.
  • Træne en weekendtur eller to hjemmefra - så pakkerutinerne og tur-rutinerne sidder hvor de skal.

Nyttige links