Dit bugser-system er (måske) farligt - se her hvorfor!

Bugsering-optimering-003

Et godt bugser-system er essentielt værktøj for øvede havkajakroere og havkajak-instruktører. Har du allerede et færdigproduceret bugser-system? Så er der en god chance for at det indeholder detaljer, som på et tidspunkt vil give dig problemer. Guiden her giver dig 10 enkle punkter du selv kan tjekke - og forbedre.

Det perfekte bugser-system...findes ikke!

Hvis det gjorde, ville der ikke være så mange valgmuligheder i handlen. Gennem erfaring er der nogle generelle positive egenskaber, som træder klart frem, og som ethvert godt bugser-system (ændret eller ej) bør opfylde:

  • Hurtigt at etablere bugsering: Du skal hurtigt kunne koble dig ind i en bugsering og komme i gang med arbejdet
  • Hurtigt at afmontere og pakke sammen: Du skal hurtigt kunne pakke linen ned - også i bølger.
  • Hurtigt at nød-udløse: Du skal kunne nød-udløse linen og på den måde slippe ud af bugseringen til enhver tid.

Basale krav

Mange bugser-systemer kommer "næsten" i mål - så når du vælger dit system, kan du altid lave de sidste små forbedringer som det passer dig. Men - basis skal være i orden, derfor skal du gå efter et system som opfylder denne tjekliste fra start:

  • 10-15 meter solid flydeline i 4-6 mm tykkelse og en synlig farve.
  • Hoftemonteret bæltetaske  med en stor åbning, som tillader hurtig pakning.
  • Karabin for enden af linen.
  • Hurtigudløser-spænde på bæltet.
  • En pose der ikke er i vejen for roning/redninger

Med de basale krav, kan du ændre systemet så du minimerer antallet af steder hvor linen kan hægte sig fast. Der ud over, kan du ændre dit bæltesystem så længdejustering er mulig, og nød-udløsning bliver hurtigere og sikrere. Resultat? Mindre risko og hurtigere reaktionstid. Lad os så komme i gang!

Tip #1: Ingen løse ender

Ved knuder, taper du linernes ender ned med elektrikertape eller med krympeflex der varmes og trækker sig sammen. Det giver færre steder på linen, der kan hægte sig fast. Bugsering-optimering-001.jpg

Brug Tape eller krympeflex til at fastgøre løse ender på dit bugser-system, og forhindre dem i at sætte sig fast.

Tip #2: Skift karabinen og fjern knuder!

Karabinen skal være solid, gerne rustfrit stål (aluminium kooroderer over tid) og med en lukker som ikke har skarpe kroge der kan hægte sig fast. Erstat knuden ved karabinen, med en takling med nylonsnor, eller med 2-3 rustfri metalclips der klemmes hårdt sammen om linen med en stor tang. Så har du én knude mindre, der kan sætte sig fast under dæksliner osv.

Bugsering-optimering-002.jpg

Vælg en karabin til bugser-systemet der er stor nok til at du kan åbne den med kolde fingre. Undgå lukker-mekanismer med kroge der kan hægte sig fast.

Tip #3: Elastik til spidsbelastninger

Skal du bugsere i store bølger, kan en indbygget elastik på linen skåne krop og udstyr for chokbelastninger. En elastik skal strække sig til et vist punkt, og så blive "fast", derfor kan du ofte bruge en cowtail-elastik monteret ca. 2 meter før bugserlinens "skarpe" ende.

Bugsering-optimering-003.jpg

Tilføj elastik på linen, et par meter inden den "skarpe" ende, hvis du skal bugsere i store bølger. Elastikken absorberer en del af shockbelastningerne og skåner kroppen.

Tip #4: Fastgjort længdejustering

Montér en karabin umiddelbart ved linens start, som du kan bruge til at længdejustere dit bugser-system med. Den skal sidde lige ved linens start, fordi du skal kunne nå den også under en bugsering, og på den måde, forlænge linen under brug.

Bugsering-optimering-004.jpg

Fastgør en karabin på linen tæt ved bæltet, som du kan bruge til længdejustering

Tip #5: Gør din line justerbar

I mange situationer kan det være hurtigere at arbejde med ca. 4-5 meter line, end at skulle strække alle 10-15 meter line ud. Derfor kan du bruge karabinen fra Tip #4 til at korte linen op så du haren arbejdslængde på 4-5 meter, der kan forlænges til fuld længde når situationen kræver det. Bind et 8-tal som afsluttes som et slipstik, og fastgør løkkerne i karabinen på bæltet.

Bugsering-optimering-005.jpg

 

Gør dit system justerbart - så du kan bugsere med ca. 5 meter, eller 8-12 meter line.

Tip #6: Tilføj et gribehåndtag til hurtigudløserspændet.

Det er dette gribehåndtag du skal kunne finde frem til og trække i, også med kolde fingre i en presset situation. Har du ikke en rød plastik-gribehåndtag allerede, kan du lave din egen af en trækugle med et hul og lidt fingersnilde.

Bugsering-optimering-006.jpg

Tilføj et gribehåndtag på hurtigudløser-spændet.

Tip #7: Kort bæltet ned

Bugser-systemer er ofte konstrueret med lange bælter - så de kan passe alle kunder. Men dit bælte skal passe dig - derfor skal bæltet kortes ned, så kun en snip på 5-10 cm stikker gennem hurtigudløser-spændet når du har det på. Dermed kan du hurtigere udløse og åbne bæltet. Når du korter bæltet ned, så skær det på skrå og smelt enden, så det bliver nemmere at arbejde med. Er du i tvivl om hvor kort det skal gøres, så start med at klippe et mindre stykke af. Du kan altid lave det kortere senere.

Bugsering-optimering-007.jpg

Kort bæltet af, så kun en lille snip af det når gennem hurtigudløser-spændet. Så kan du hurtigere få det af i en nødsituation.

Tip #8: Flyt hurtigudløser-spændet til din primære hånd

Hvis du skal nød-udløse bugser-systemet i en presset situation, vil du med stor sandsynlighed gå efter det med din primære hånd (er du højre- eller venstrehåndet?) Flyt hurtigudløserspændet, så det sidder til din primære hånd. Når du trækker i gribehåndtaget, kan du med det samme kaste hele bæltet væk fra din kajak, så det ikke hægter sig fast i kajakken på vej væk.

Bugsering-optimering-008.jpg

 

Flyt hurtigudløser-spændet så det sidder til din primære hånd, når du bugserer.

Tip #9: Bind et 8-tals knob på bæltet

Knobet der fastgør linen til bæltet, er et ofte overset svagt punkt. Fra producentes side er det ofte et pælestik - og det kan arbejde sig løs over tid, så linen kan smutte af bæltet i en skarp situation (jeg har set det ske 3 gange i trænings-sammenhæng). Undgå det ved at binde et 8-tals knob der strammes godt til - det løsner sig ikke.

Bugsering-optimering-009.jpg

Bind linen fast med et 8-tals knob i bæltet - det løsner sig ikke, modsat mange af de fabriks-monterede løsninger med et pælestik.

Tip #10: Træn - Træn - Træn med dit bugsersystem!

En indstilling om at bugser-systemet "bare" er med på tur som standardudrustning er grundlæggende risikabel. Uden træning, kan selv det mest fantastiske og dyre bugser-system vise sig at være nyttelyst når det gælder. God træning udfordrer dig på at bruge dit bugsersystem hurtigt og effektivt. Find andre kajakroere, og træn med dem. Når I skiftes til at finde på scenarier der skal løses, bliver træningen mere underholdende og varieret.

 

Meld dig ind i kampen for mere sikre bugsersystemer. '

Kender du kajakroere som trænger til at få deres bugsersystemer tjekket efter?

Så del guiden her med dem.

Har du selv uundværlige forbedringer til dit bugser-system?

Så skriv en kommentar her: