Medstrøm i Vestmannasund
Vi havde godt med strøm på dagens tur, så vi greb chancen for at få trænet færgning og manøvrering i eddies undervejs.
Fjerde dag på Færøerne - nu skulle vi have en tur i god medstrøm. Vi tog den lange køretur på 1½ time til Vestmannasund, hvor vi fik set os lidt omkring i byen og købt frokost, inden vi satte på vandet ved 13-tiden.
Turen gik til Kvivik, og undervejs fik vi leget ved nogle bøjer i strømmen som visse steder var omkring 10 km/t. Virkelig god teknisk træning, samtidig med en tur som bragte os rundt i et super flot landskab med maksimal hjælp fra strømmen. I Kvivik var der liv på havnen - der var drevet en flok grind ind i en nærliggende havn, så nogle af byens folk var ud for at hjælpe. Vi måtte tage til takke med næsten at have været der, da vi havde en plan for at komme tilbage til vores startsted i Vestmanna.
Ugens måske nemmeste isætningssted, en gammel forladt rampe til en færge.
Vestmanna
På tur mod Kvivik
Turen hjem til Gjogv var gennem dramatiske regnfronter der virkelig viste Færøerne fra den mest kontrastrige side, med sol og helt mørke skyer og medfølgende vind på fronten af regnbygerne. Godt vi kom af vandet i tide, hjem til en portion fantastisk, rygende varm suppe til natmad.
Vores dagsrytme er ved at tilpasse sig tidevandet ganske godt!