Mors rundt i kajak: 100 kilometer på én dag
Mors ligger der stadig som en perle i Limfjorden. Og siden jeg rundede den smukke ø i kajak, sidste sommer på 21 timer, har tankerne om endnu et forsøg udviklet sig. Kunne det gøres hurtigere? Og hvordan ville det være at gøre forsøget igen, i bedre vejr? Mon…?
Længe havde jeg holdt udkig efter et sammenfald mellem stabilt vejr og tid i kalenderen. Det øjeblik opstod lørdag den 7. september 2024. Det var næstsidste dag i en periode med højtryk og stabilt vejr og de kommende uger ville tiden være knap, så skulle det være skulle det være nu.
Ideen blev at starte tidligt, tage minimalistisk udstyr med og have en livline på at kunne blive hentet hvis kræfterne skulle slippe op. Så fredag aften pakkede jeg det nødvendige grej, proviant, vand og skiftetøj, til at holde mig selv kørende igennem hele dagen efter. Vækkeuret blev sat til kl. 04:15 og jeg gik tidligt i seng.
En tidligt start
Ud af sengen, havregryn og en banan til morgenmad og så afsted til vandet. Med pandelampen på kunne jeg sætte mig i kajakken, trække vejret dybt og tage de første meter afsted på turen ud i mørket. Klokken var kvart over fem og bugten syd for Glyngøre skulle være det eneste jeg ville se til fladt vand de næste mange timer.
Game on!
Strømmen i Sallingsund var sydgående denne morgen, egentlig ikke ideelt for jeg skulle nordpå til Feggesund, men afsted det gik. Den smukkeste morgenhimmel åbnede sig med solopgang over Livø og Fur. Første pause var på spidsen af Fegge Odde, med udsigt til et kryds over Thisted Bredning. Det vigtigste her på turens første 25 kilometer var at finde ind i pause-strategien: En slurk fra drikkedunken hver halve time, og lidt at spise hver hele time. Ud over det, så handlede det om at nyde at være i gang og tænke på næste delmål: Nykøbing Mors. Dråby Vig. Ejerslev Havn. Hele tiden, 5-10 kilometer frem i stedet for at tænke på slutmålet. Der var længe til 100 kilometer endnu.
På Thisted Bredning fik jeg den forventede downwind strækning. I starten kun nogle små dovne bølger, men efter en 5-6 kilometer kunne de surfes, helt til jeg ramte Vilsundbroen. Fantastisk kryds - der blev brugt noget energi på at surfe bølgerne men det vigtigste: Det var sjovt og afvekslende. Og under Vilsund-broen tikkede den 50’ende kilometer ind på GPS’en. Halvvejs til mål, nu startede det seje træk.
Langt i mål
I selskab med sejlbåde i sommersolen og sæler i vandet, blev Vilsund ekspederet.
Jeg havde forventet fladt vand men fik en tur til Nees Sund i vindbølger fra siden og skråt bagfra. Hvor var jeg glad for at have et ror på kajakken til styring her, det gav virkelig noget effektivitet og motivation til at æde en time mere. Delmålene var stadig høj-aktuelle: Hver pynt, hver strækning på 5-10 kilometer blev roet med fokus på den næste.
70 kilometer og midt på eftermiddagen, på stranden over for Doverodde Købmandsgård. Færdig med Vilsund, og nu åbnede turens slutspil sig. Modvind, og en del af det, hele vejen på Mors’s sydkyst. Med de kræfter jeg allerede havde brugt, vidste jeg godt at det her ikke ville blive ren barnemad. Der skulle findes både mentale og fysiske reserver frem til det her. Men jeg havde jo selv valgt det!
Jo mere modvind, jo gladere blev jeg for wingpagjen jeg roede med, og GPS-uret på dækket af kajakken der kilometer for kilometer kunne minde mig om at ro effektivt og med god teknik for at vinde den sidste kilometer i timen. Og filosofien var jo at des hurtigere jeg kunne ro, des kortere tid skulle jeg sidde og kæmpe i modvinden.
Og læ for vinden kom endelig, ved 18-tiden da jeg nåede Sallingsund og trak nordpå. Glyngøre i sigte under Sallingsundbroens der står som et tydeligt landmærke i 26 meters højde over vandet. Nu var elektrolyt-tabletterne i drikkedunken skiftet ud med rød blandet saft, det var tid til at tanke hurtigere kulhydrater til opløbsstrækningen. Der blev sunget sømandssange til rytmen af rotagene. 80 kilometer. 90 kilometer, og så: Sillerslev Øre og kanten af Sallingsund.
Mål i sigte
Virkeligheden bekræftede strømprognosen: Der var cirka 1 knobs modstrøm i den dybe, smalle del af Sallingsund. For at undgå strømmen krydsede jeg fra Mors til Salling og lagde linjen helt ud i kanten langs Salling-kysten, op forbi de så velkendte kystskrænter forbi Pinenhus . Snart hjemme - 99 kilometer på GPS’en og mål i sigte. Det gav det sidste boost af energi til at holde tempoet helt til målstregen, hvor jeg kunne sætte fødderne i land efter 13 timer og 48 minutter.
Kram til familien, flag, klap og en kold øl ventede - det var den bedste velkomst. Så et havbad, og hjem til at skylle grej rent for saltvand og hvile ud. Jo, det kunne godt gøres hurtigere og jeg følte mig endda markant mindre smadret efter den her tur end efter den sidste der havde varet 21 timer.
En anderledes tur-strategi
Mange ting spillede sammen i at turen kunne roes på under 14 timer. For det første blev hele turen startet med et mål om at nå rundt om Mors som en dagstur. Tankerne fra fra start sporet ind på at ramme målstregen samme aften, Det gav et virkelig godt fokus dagen igennem, og så går det ikke så meget at stå tidligt op. Det er føles på mange måder nemmere at gå fra nattemørke til solopgang, end fra solnedgang til nattemørke. Morgenen giver et godt boost af energi og det at der er mange lyse timer i dagen endnu giver optimisme og kampgejst.
Her er nogle af de ting jeg gjorde på den her tur, som forbedrede tempoet:
Pagaj: Jeg roede med wingpagaj fra start til slut, for at bevare effektiviteten. Selv da jeg blev træt var det en konstant reminder om at ro med effektiv roteknik - pagajen sladrer om energitab lige med det samme og så er det bare at rette ind. Kun en enkelt lille vabel i venstre hånd var at spore, ellers var hænderne helt fine efter 100 kilometer.
Pauser: Jeg holdt 2 lange og 2 korte pauser på land. Resten af pauserne var i kajakken hvor rytmen var ret fast: Drik noget hver halve time og spis noget hver hele time.
Forplejning: Maden jeg havde med var super simpel og valgt efter at give langsomme og mellemhurtige kulhdrater: Havregryn, mysli og havremælk i en madtermokande, bananer, boller til at gnave, hårdkogte æg og rugbrød. Til en start drak jeg vand, op af dagen 2 drikkedunke med elektrolyt-tabs, og til sidst på dagen en drikkedunk saftevand. Intet der skulle varmes, og fordi jeg var på pause fra at drikke kaffe, var det ikke noget problem at køre dagen igennem uden at skulle holde koffeinniveauet oppe.
Vejr: Vejret var varmt, med temperaturer på 20-24 grader og let skydække. Perfekt til shorts og t-shirt. Det er ret mærkbart at der er energi at spare på ikke at kæmpe med tykke lag af tøj for at holde varmen. Shorts og t-shirt giver en lethed, en frihed der virkelig gavner motivationen til at ro hurtigt. Jeg slap ikke for modvind eller modstrøm, men når det skulle være var det i acceptable mængder.
Siddekomfort: På sidste Mors Rundt tur havde jeg siddet direkte på sædet af Tiderace Pace 18’eren - det er lidt hårdt i længden og jeg havde endt med ret ømme baller. Denne gang havde jeg taget et skum-underlag med for at give en bedre fordeling af trykket, det er mange timer at sidde “bænket” i kajakken, og det hjalp helt klart på komforten.
Træning op til: Jeg havde ikke forberedt mig med systematisk langturs-træning i kajakken. Korte ture og interval-præget træning har præget sommeren, sammen med løb og styrketræning på land. Jeg er tilbøjelig til at give styrketræningen en stor del af æren for at turen her kunne roes effektivt: Selv når jeg følte mig træt, var der overskud til at rette rostilen og vinde effektivitet i hvert ro-tag.
Efterslukning
Hvordan reagerer kroppen egentlig på at ro 100 kilometer på en dag? Her er hvad jeg oplevede:
En lille vabel i venstre hånd, men ellers klarede hænderne turen uden skader. Jeg havde til gengæld reddet mig nogle overfladiske slidmærker fra lændestøtten så det er et punkt der kræver noget opmærksomhed fremover. Skumpuden skraber ryggen lidt, og det er måske særligt mærkbart nu hvor jeg har roet med t-shirts og tynde trøjer på hele dagen. Der er ikke lag-på-lag af trøjer (eller en våddragt) til at tage det slid.
Den første nats søvn efter turen var urolig og ustabil. Selv om jeg var træt var det svært at falde til ro. Det var som om hele systemet var på overarbejde
Jeg tog en let cykeltur dagen efter for at røre kroppen lidt, men først omkring halvanden dag efter slap trætheds-fornemmelsen rigtig og kroppen var klar igen.
Den eftervirkning der har hængt ved i længst tid er nok ballerne: Selv om jeg havde forbedret siddekomforten med en skumpude, har der været en sovende fornemmelse i ballerne 5 dage efter turen. Det aftager l.angsomt og er ikke smertefuldt, det føles bare underligt
Fakta om turen
Kajak: Tiderace Pace18
Pagajer: Carbonology Sport S1 (small blad) - Gram 9200D som reserve.
Samlet distance: 100 km
Start og slut i Glyngøre, ruten er roet mod uret rundt.
Tid: 13:48, heraf 12:31 i bevægelse og 1:15 på spisepauser, tøjskift mv. (tidligere bedste personlige tid: 21 timer)
Vejr: Højtryksvejr med 4-6 m/s middel-vind fra øst, let skydække og tørt, fra om eftermiddagen skyfrit og solrigt. Temperatur 20-24°C.
Kan det gøres hurtigere?
Det er jeg sikker på det godt kan!
Jeg kan godt forestille mig et forsøg i en vejrsituation hvor et lavtryk passerer tæt forbi og giver et større skifte i vindretningen, så man ideelt set kan ro i medvind flere af turens samlede kilometer.
Hvis strømprognosen samtidig vender gunstigt så der kan hentes fart i medstrømmen i Sallingsund og Vilsund, vil jeg tro turen godt kan sættes hurtigere.
Måske er det et forsøg værd? Måske noget for dig?
Men først og fremmest, så skal turen roes med et smil og glæde! Husk det, uanset hvordan du ror Mors Rundt.
Læs også turberetningen fra 2023: Mors rundt på 21 timer.