Formålet med surf-etikette er at øge opmærksomheden på god opførsel i surfzonen.

Surf-etikette absolut også relevant for kajakroere der begiver sig ud i surf-bølger – fordi vi deler bølgerne med andre surfere: Padelsurfere, SUPs, windsurfere og kitesurfere (med og uden foils under boardet) – og andre kajakroere.

Reglerne har to formål:

  1. Surf-etikette skal skabe sikkerhed, så kollisioner undgåes.
  2. Surf-etikette skal gøre det muligt at deles om bølgerne, så alle har en god oplevelse.

Hvem møder du i surfzonen?

  • Padelsurfere: Kan bruge korte eller lange surfboards, hvor man ligger på maven og padler med hænderne. Når surf-turen starter, springer surferen op og står på fødderne. Bruges der korte boards (shortboards), stiller det større krav til stejle, hurtige bølger. Lange boards (longboards) fungerer godt i bølger som har mindre størrelse og power.
  • SUP (Stand up Paddle) surfere: Bruger SUP surfboards med større volumen end tilsvarende padelsurf-boards – og padler sig i gang på bølgen stående.
  • Surfkajakker: Befinder sig godt i de samme bølger som padelsurferne: Der hvor bølgen har en høj, stejl væg der giver fart og energi. Surfkajakkerne har en flad bund der bygget til at plane, og de kan manøvreres på bølgen.
  • Kitesurfere: Har træk-kraften fra en drage, og vil ofte være glade for at holde en linje ind/ud gennem surfzonen. Der er stor forskel i niveau – nogle kitesurfere er primært på vandet – andre tager sig også nogle store hop og flyveture. Nogle gange kan kitesurferes fokus være rettet “opad” mod dragen, så vær opmærksom på at de ser dig.
  • Windsurfere: Har træk-kraften fra sejlet, og lige som kitesurfere holder de også ret ofte en linje (kurs) over længere tid ind og ud gennem bølgerne. Windsurfere kan have begrænset udsyn pga. sejlet, så vær opmærksom på at de ser dig.
  • Havkajakker:  Egentlig er havkajakken ikke bygget til surfzonen, men mange bruger havkajakken i surf-bølger alligevel. Det er sjovt og lærerigt, men forvent at være ude af kontrol: Oftest er det bølgen mere end dig selv, som bestemmer hvor du er på vej hen. Havkajakker bliver nemt skubbet med siden til stranden, og kan sjældent rettes op før bølgen slipper: Der sidder du, som passager, midt i 5 meter lang “plov” der bliver skubbet med siden ind til stranden, og nemt rammer andre surfere.

Forståelse frem for alt: Er du ny i surfzonen, så brug noget tid på at snakke med de andre, og observere hvordan de bevæger sig. Snak med dem, forstå hvad deres dagsorden og erfaringsniveau er. Alene det, skaber forståelse og kan være med til at forebygge uheld og undgå konflikter.

Havkajakroer: Find din egen bølge! Hvis du besøger surfzonen i havkajak, så vær bevidst om at du har valgt et fartøj, som er betydeligt større og mere ude-af-kontrol end andre surfere typisk er. Du kan (og bør) udnytte havkajakkens egenskaber til at tilbagelægge distance, så du ror ud og finder en bølge for dig selv, hvor du kan hygge dig uden risiko for kollisioner. Du har valgt et fartøj der er svært at bevare kontrollen over, derfor er det dit ansvar at vise ekstra omtanke og hensyn.

 

Kajakroer: Hvad er dine styrker og svagheder?

Allerførst er det vigtigt at du forstår de styrker og svagheder som kajakken giver dig i forhold til andre surfere. Her giver jeg et par bud – dertil skal du gøre dig dine egne erfaringer:

Du har fartøjet siddende på kroppen. Padelsurfere og SUP surfere kan hoppe af boardet, og stadig være forbundet til det med deres leash (fodstrop). Den siddende stilling gør det nemmere for dig at holde balancen, fordi kajakroeren ikke skal stå op. Til gengæld kan du ikke stå af, hvis der er risiko for et sammenstød  – der vil du ramme med hele kroppes og kajakkens vægt.

Pagajen giver dig en stor mængde fremdrift, som er en fordel når du skal bevæge dig rundt i surfzonen og til et take-off: Du er ikke helt så afhængig af en perfekt placering som f.eks. SUP surfere og padelsurfere. Til gengæld kan pagajen være en risiko: Du kan slå dig på den, og andre kan slå sig på den.

Havkajakker kan surfe selv små bølger, før de bliver stejle og interessante for andre padelsurfere, SUP-surfere og surfkajakker. Det betyder at havkajakroere kan starte surf-turen langt ude bagved det sted hvor folk med surfkajakker og surfboards venter på at lave lave deres take-off. Når en havkajak sidesurfer – altså trækkes med sideværts i en brydende bølge, så er du forvandlet til passager i en 5 meter lang “plov”, og det er bølgen der bestemmer hvorhen og hvor langt du bevæger dig.

Surfkajakker fungerer i de samme bølgerer som padelsurfere. Surfkajakken kan bevare en større grad af kontrol over retningen end en havkajak. Hjulpet af surfkajakkens skrog, kan du opbygge hastighed og udnytte mere af bølgens stejle væg, samt ændre din retning så du bliver på den stejle del af bølgen i længere tid. En surfkajak der sidesurfer kan oftere bringes tilbage i kontrol – og størrelsesmæssigt fylder du ikke så meget som en havkajak.

 

Surf-etikette – de 10 regler kort fortalt

 

1. Retten til bølgen

Én person på bølgen af gangen!
Surferen der kan lave take-off tættest på bølgens top (der hvor bølgen starter med at bryde) har retten til bølgen.
Der kan surfes til højre og venstre på bølger der bryder begge veje.
Hvis to surfere imod hinanden på samme bølge, står begge af bølgen.

2. Undgå Drop In

Start ikke en bølge hvor der allerede er én person i gang med at surfe. Hvis det sker, kaldes det et “drop in” og et er både frustrerende og riskabelt, fordi der kan ske sammenstød med høj fart – og den der er skyldig i “drop in”, ødelægger surfturen for den som allerede var på bølgen.

3. Når du er på vej ud, er det dit ansvar at placere dig sikkert.

Ro ind i skummet, bag om dem som surfer.  – aldrig foran, hvor du er i vejen.
Det er dit ansvar at vælge en sikker linje, når du er på vej ud gennem surfzonen – også selv om det giver nogle bølger i hovedet.

4. Smid aldrig dit grej – løse kajakker og surfboards er farlige!

Typisk har kajakroere ikke snore i deres kajak og pagaj – det frarådes på grund af risikoen for at blive viklet ind. Hvis du svømmer så hold så vidt muligt fast i dit grej. Brug kajakkens bærehåndtag eller cockpitkarm, og pas på dig selv.

5. Undgå at ”Snake” (snyde foran i køen i lineup’et).

Hvis mange surfere deles om den samme bølge, er det dårlig stil at snyde foran – lige som det vil være i køen i supermarkedet.

6. Ro ikke ud midt i et tætpakket ”lineup”

Bevæg dig ind fra siden, observer og fornem stemningen. Hvis der er for mange – find et andet spot!

7. Del bølgerne

Tag ikke hver eneste bølge du kan. Del bølgerne med de andre, du har som kajakroere en fordel i at kunne surfe flere bølger og sidde varmere og mere komfortabelt.

8. Efterlad stranden pæn

Ryd op efter dig og tag affald med dig (også andres).

9. Kør ordentligt

Undgå at køre og parkere, så det generer lokale og andre gæster på stranden.

10. Sig undskyld

Hvis du laver fejl (drop-ins, nærved kollisioner, osv. så sig undskyld og tag dit ansvar, og gør det med det samme, så stemningen forbliver god på vandet.

 

Og husk:

Ha’ det sjovt på vandet!

 

Del dine erfaringer og tanker fra surfzonen: Hvad er en god surf-oplevelse for dig? Hvordan kan du bruge surf-etikette reglerne når du er på vandet?

Skriv en kommentar:

Kommentarer