Klippekyst i Kajak på Flekkerøy

Norge, 30. maj - 1. juni 2025

Hvad skal vi opleve?

Vi tager ud og oplever kajakroning på klippekyst og det enkle friluftsliv i telt. Vi er på vandet alle tre dage: Fredag aften, lørdag og søndag, hvor kajakkerne bringer os helt tæt på klippekysterne.

Du mærker bølgernes power og dynamik, du øver navigation, træner teknik og oplever turledelse i smukt og varieret rovand.

Vi arbejder sammen i et team hvor der bliver tid til refleksion, rolige snakke og 1-1 sparring med Tue undervejs.

Det bliver en tur med læring der gør dig klar til større og federe kajakeventyr.

Vi skal kunne yde vores bedste og være til stede og opmærksomme. Derfor er denne tur alkoholfri, og det bliver den ikke kedeligere af!

Hvor?

Et færge-hop fra Danmark bringer os til Flekkerøy og en smuk, varieret skærgård kun 20 minutters kørsel fra Kristiansand færgehavn. Området giver stor fleksibilitet for at finde både fladt vand og bølger med power i. Vi overnatter i telt og søger det enkle friluftsliv som kajakken er perfekt til.

Hvornår?

Turen starter fredag 30. maj kl. 17.00 på Flekkerøy og slutter Søndag 1. juni kl 15.00 på Flekkerøy.
Anbefalede færgeafgange - du vælger og booker selv, og kan evt. forlænge turen hvis du ønsker det.
- Udrejse: fredag 30/5 - Hirtshals-Kristiansand 12:15-15:30
- Hjemrejse: søndag 1/6 - Kristiansand-Hirtshals 16:30-19:45

Hvem?

Tue samt et team på 6 kajakroere der er sultne på at lære noget nyt i deres havkajakroning og indgå i et godt team, på en tur hvor vi forbereder os og træner hjemmefra.

Du skal være i form til at ro dags-etaper på 20 kilometer, for vi skal ud på eventyr der kræver noget energi. Du skal være komfortabel med at ro, lave selvredninger, rulle og bugsere i vind på 8-10 m/s og bølger op til 1 meter, og du skal være fri for skader/sygdom der begrænser dig i at ro kajak og køre det enkle friluftsliv.

Hvordan?

- Vi mødes online til forberedende snakke og sparring med Tue så du ved hvad forventningerne til turen er.
- Du modtager en pakkeliste med det grej du skal have klar, og en guide til god pakning
- Du får en træningsplan der starter når du tilmelder dig, som du kan ro efter for at blive klar.
- Deltagerlisten med navne, telefonnumre og emails bliver delt, så der kan arrangeres fælles transport.
- Du booker selv din rejse til/fra Norge, og er ansvarlig for din egen forplejning i løbet af weekenden.

Pris

DKK 3.900 incl. moms som dækker guidning og forberedelsesforløbet med adgang til deltagerforum, pakkelister, træningsplan og sparring fra Tue.

Dertil kommer din egen transport og forplejning.

Book færgebilletter på Hirtshals-Kristiansand færgeoverfarten i god tid, for at få dem til lav pris.

Flekkerøy