Adgangen til online viden og sparring, kombineret med 1:1-undervisning, har flyttet grænser for René, og skabt momentum og udvikling i havkajakken for ham. Jeg har fulgt René siden august 2016, og i dette case study fortæller han sin historie:

Godt fra start i lånt grej

Jeg har egentlig altid tænkt, at kajak kunne være noget for mig og en sommer på Als fik jeg lejlighed til kort at prøve en kammerats havkajak i strandkanten. Senere på sæsonen lånte samme gode ven og kommende romakker, Søren “Knæklys”, en ekstra kajak, som jeg måtte låne inkl udstyr. Vi snuppede en tur fra Rosenholm Bådelaug til Nappedam Lystbådehavn og retur. Derfra var der ingen vej tilbage.

Første tur med lånt grej, Århus Bugten 2011

I januar 2012 tog jeg et intro kursus gennem en privat udbyder i en svømmehal, hvor vi gennemgik de mest basale redningsteknikker og i maj samme år tog jeg EPP2 over en weekend ved Ajstrup Strand. Så vidt så godt. Siden min første havkajaktur havde jeg lagt penge til side, da jeg godt fornemmede, hvor det bar henad og i forsommeren 2012 kørte Søren Knæklys og jeg til Svendborg.

Vi havde aftalt med Nicus Nature, at vi måtte prøvesejle en Arrow Empower og Play dernede. Kajakker som jeg gennem mildest talt intensiv vintersurfing på internettet havde snævret kandidatfeltet ind til. Nicolaj Ilcus sejlede os over til deres kursuscenter og vi prøvede kajakkerne på Svendborgsund i et par timer. Begge var superfede: jeg sad bedst og med det tætteste “fit” i Empoweren, men følte Play’en mest manøvredygtig og alsidig, så det endte med den.

Den eneste Play, de havde liggende, var en i Rock Solid version, som Nicolai Ilcus havde fået fremstillet til sig selv. Jeg tænkte, at så kunne den nok også lige gå an til mig og fandt muldvarpeskindet frem.

Ulvevinteren 2013

Herefter fik jeg sejlet nogle ture, mest med Søren Knæklys, hvor især overnatningsturene står skarpt i erindringen. Ture som “Egens Vig-Skødshoved Badehotel/muslingeshelter” og retur samt “Ulvevinteren ’13” i 5 gr. frost på Gudenåen, hvor vi havde kørt brænde ud i forvejen til shelteret, vi overnattede i. Enestående ture med fred og ro, isfugle, sæler, trætte muskler, bål-chili og velfortjente øl.

 

Fri af dårlig samvittighed

Men som tiden gik, fik jeg ikke sejlet nok og var aldrig blevet tilstrækkeligt fortrolig med at sejle alene. Det kneb også med balancen i bølgerne i Play’en, hvor der virkelig skulle knokles for at forblive opret, hvilket gjorde det hele noget forkrampet. Jeg havde nok EPP2-beviset og en smule rutine, men følte ikke at jeg var sikkert over nybegynderstadiet.

Jeg gik i lang tid og tænkte over det og vidste ikke helt, hvordan jeg skulle knække nøden. Imens gik tiden og da min kone og jeg i sommeren 2016 efterhånden var ved at være færdige med at bygge hus og der påny var mulighed for at prioritere fritiden, tænkte jeg, at det var nu eller aldrig. Hvis ikke der kom lidt progression i kajaklivet, ville kajakken ende med at hænge som en dårlig samvittighed på væggen. Det måtte ikke ske.

Jeg havde perifert hørt om Tue og OnAdventure og havde læst de gode skudsmål på nettet. Desuden havde jeg gennem hjemmesiden og YouTube videoer indtrykket af, at han havde hovedet med i, hvad han foretog sig.

 

Tættere på noget oprindeligt

Problemet var at komme over tærsklen og henvende sig. Jeg var pinligt bevidst om at være temmelig dårlig til at ro i kajak og jeg syntes, at det let kunne virke prætentiøst og som overkill for én på mit niveau at gøre så meget ud af det. Jeg kunne selvfølgelig også melde mig ind i en klub, men på den anden side: frironing, regler, faste mødetider… Ikke min stærkeste side. Jeg var også sådan en lidt underlig hybrid med EPP2 og egen kajak, men med ringe erfaring og evner. Jeg var ikke sikker på, at jeg ville passe ind.

Det er så fedt at sejle i kajak, men også svært fuldt ud at forklare hvorfor. Jeg elsker havet og har altid gjort det. Når du lægger fra land i en kajak og mærker svævet fra at vandet bærer, kravet til balancen og fremdriften fra pagajens tag, er du indenfor 20 sekunder i en helt anden verden. På turen aktiverer du coremuskulaturen og skuldre, og det kræves at du forholder dig aktivt til dine omgivelser af hensyn til sikkerheden. Jeg kommer helt væk fra hverdagen og tættere på noget oprindeligt, som min tykke kontorkrop ellers næsten havde glemt.

 

Det afgørende skridt

Der var ikke noget at gøre; jeg skrev til Tue efter at have tænkt lidt over, hvad jeg godt kunne tænke mig hjælp til og på hvilken måde. Jeg spurgte, om han var med på at igangsætte et forløb af et års varighed, hvor vi på en eller anden måde satte teori, træning og kurser sammen, så det gav mening. Vi ringede sammen kort tid efter og det stod hurtigt klart, at vi godt kunne finde melodien.

Vi aftalte et forløb bestående af et medlemsskab i Klub Kajakenergi, hvor jeg kunne søge teoretisk viden og inspiration til praktiske øvelser. Jeg bookede et aftenkursus, Kajak på kanten, med fokus på manøvrering af kajakken. Og vi aftalte, at vi i løbet af året ville mødes efter behov til 1:1 sessioner, hvor der kunne finpudses. Altsammen ville vi binde sammen ved, at jeg førte logbog, som det var aftalen, at jeg løbende sendte til Tue, der kunne kommentere og følge mine fremskridt og udfordringer.

Især 1:1 træningen kan forekomme luksuriøs bl.a i forhold til økonomien. Men helt ærligt, hvad bruger folk ikke på ture i byen, frisør eller fitness-abonnement? Ingen af delene noget jeg har de store udgifter til… Siden er det gået slag i slag og vi er nu 6-7 måneder inde i forløbet. Det har været afgørende for mig med et samlet forløb og at vi løbende udveksler udfordringerne, små justeringer og idéer til træningen over mail.

Jeg ville aldrig nogensinde være kommet så ofte afsted og slet ikke om vinteren, hvis ikke det var fordi, jeg gjorde det i samråd og i fællesskab med Tue. Jeg forsøger at komme afsted en gang om ugen på egen hånd og vi har indtil nu været afsted 3 gange og træne sammen. Hver træning har indeholdt en masse feedback og inspiration til selv-træningen.

Men i hukommelsen står der særligt én ting fra hver træning tilbage: Første gang i augustlunt vand ved Studstrup lavede jeg mit allerførste rul. Sgu’! En rigtig stor ting på mit niveau og en gamechanger på sigt, når rullet bliver mere sikkert og der kan tages flere chancer med kantning, surf osv.

1:1 session, Strudstrup 2016

Anden gang i begyndelsen af oktober ved Kaløvig Bådelaug med en 8-9 m/s østenvind. Efter træning i manøvrering af kajakken inde i havnen, sejlede vi ud gennem havneindløbet og ud i bølger, som jeg aldrig ville have sejlet ud i alene. Fik sejlet baglæns derude og småsurfet lidt på vej ind mod stranden. Det var stærkt vanedannende. Play’en var i sit es og min komfortzone fik desuden et ordentligt nøk.

Tredje gang i begyndelsen af januar i Mariager Fjord. Fokus var på navigation med kompas, ur, landkending osv. Mod slutningen af turen øvede vi høj rostil, som jeg både har hørt og læst om førhen, men her blev det konkret og gik fra løse tanker til præcis teknik. Her blev kajakken også til en motionsform. Lige noget for mig.

1:1 session, Mariager Fjord 2017

Som følge af at have fået hul på træningen, mere kajakselvtillid og blod på tanden meldte jeg mig før jul ind i den lokale kajakklub, Rodskov Havkajak, og har trænet rul m.m. i svømmehal siden da. Noget jeg bestemt ikke har fortrudt.

Det bedste råd jeg kan give til kajakroere i en lignende situation er at tage springet. Tænk over, hvor du kunne tænke dig at være kajakmæssigt om et halvt til et helt år, formuler det efter bedste evne for dig selv og gør noget! For mig er kombinationen af Klub Kajakenergi, selvtræning og 1:1 sessioner med Tue vejen frem. Der dukker desuden lige så stille mulige kajaktræningsmakkere op her og der.

Renés gode råd:

1. Tænk over, hvor du kunne tænke dig at være kajakmæssigt om et halvt til et helt år

2. Formuler det efter bedste evne for dig selv

3. Gør noget!

 

Godt på vej mod målet

Aktuelt er status, at jeg føler mig godt på vej mod målet: at blive en mere sikker, kompetent og alsidig kajakroer. Jeg har roet mere kontinuerligt end nogensinde før og har en god fornemmelse af, at niveauet er flyttet sikkert over begynderniveau til sommer. Som det gradvist går fremad, åbner der sig også flere døre og tankerne går mod meget mere bølgesjov, gerne surf, flere rul og måske EPP3 til efteråret. Måske endda Søren Knæklys og jeg snupper en tur til den svenske Skærgård til sommer.

– René Martens Pedersen, januar 2017

 

Over til dig!

Har Renés oplevelse givet dig inspiration til at sætte retning på din kajak-udvikling? Tjek Klub Kajakenergi, og brug kommentarsporet her, og fortæl hvad din kajakdrøm er!

 

Kommentarer